Det har måske været en kilde til undren hos nogen, at et personligt venskab i Køge og et, vel egentligt, legitimt møde mellem en borger (tilfældigvis fra rockermiljøet), som henvender sig til sin lokale MFer om råd og vejledning i en samkvemssag, kan udløse så voldsomme konsekvenser, som tilfældet var. Man kan så i denne forbindelse mene om Thorning's rolle, hvad man vil. Personligt opfatter jeg hendes bøjen sig for boulevardpresse og Vestager som skvattet. For PET bestemmer ikke, hvem der besætter ministertaburetter, det gør statsministeren. Vi så det med Anker Jørgensen, som talte PET midt imod, og til og med (af alle ministerposter) tildelte Ole Espersen justitministeriet. Har PET f.eks. sikkerhedgodkendt Ole Sohn, eller var han bare tilstrækkeligt langt nede på bedetæppet (i modsætning til Sass) eller "tålte" Thorning ham?
Ombudsmanden har så senere utvetydigt givet til kende, at Sass ikke blev korrekt behandlet, hverken af PET eller det daværende embedsvælde i de involverede ministerier i overgangsperioden mellem den afgående og den tiltrædende regering. Nu er han så blevet rehabiliteret, og fint med det!




























