For artiklen "Myten om et jødisk folk" bragt her i Politiken 9. aug. 2013. Myterne om Israel er mange - de fleste skabt af israelerne selv. De bidrager til at forplumre et reelt og nøgternt billede af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Specielt myterne om det tomme land Palæstina 1948 og om jøderne som et folk er med til at blokere for en fredsløsning i de igangværende forhandlinger. Spørgsmålet er, om Netanyahu overhovedet er interesseret i en fredsløsning. Beslutningen om ny bosættelser på den besatte Vestbred, bragt i TV-avisen 12. aug., tyder ikke herpå. Uden en fredsløsning er alternativet fortsat israelsk besættelse besættelse af Vestbredden og kolonisering af de palæstinensiske områder. Her er tale om den længste besættelse - siden 1967 - med tilhørende undertrykkelse i hele efterkrigstiden. Moshe Dayan, ham med klappen for øjet og en af heltene i lynkrigen juni 1967, udtalte kort efter krigen i en nu ofte cieret tale på Oliebjeget 3. aug. 1967: "Vi er vendt tilbge til nationens historiske vugge, til vore forfædres land, til kong Davids borg. Vi er vendt tilbage til Hebron og Nablus, til Bethlehem og Anatot, til Jeriko og broerne over Jordan". Sådan følte mange i Dayans generation af arbejderzionister, som overhovedet ikke var religiøse. Lige siden 1967 har alle højre-nationale regeringer, støttet af de religiøse partier, gennemført deres bosættelsespolitik på Vestbredden, Judæa i det gamle Israel, "det hellige land givet jøderne, Guds udvalgte folk".
En fremtid uden en fredsløsning giver et skrærmmende perspektiv: Staten Israel som en apartheid-stat med A-borgere - jøder med israelsk statsborgerskab - og B-borgere: palæstinensere uden israelsk statsborgerskab. Apartheid-stater lever ikke længe i historien - husk Sydafrika. "Har Natanyahu en due i sig?" spørger Politiken på forsiden 14. aug. 2013. Jeg tvivler stærkt - hele Israels historie siden 1948 taler imod.
