Kære Årgang 1991. Kære forældre. Kære ungdomssociologer. Min generation er ikke en flok curlingsten, der passivt glider over isen.
Er vores generation ramt af en narcissistisk epidemi? Hvis ja, betyder det så, at ”curlinggenerationen” er et fair begreb at bruge om os? Burde vi og vores forældre ikke bare erkende, at status og anerkendelse, der kommer med forfremmelser, gode karakterer eller en toptrimmet krop, kan være lige så vigtige motivationsfaktorer som det at gøre en forskel?




























