Jeg skrev tidligere et indlæg hvor jeg gik til angreb på Yahya og fortalte en hemmelighed som han havde skjult. Jeg har modtaget tonsvis at henvendelser på facebook(positive) og nogle som kommentar på mit tidligere indlæg(negative) om hvordan jeg griber sagen an. Nogle mennesker har valgt at skrive at jeg misunder Yahya, andre synes det er godt at fortælle den fulde sandhed, men nu ved jeg ikke rigtig hvad der er ret og uret.

Formålet med mit læserbrev var ikke at skade denne debat, men bare klargøre hvem der "styre" den. I min optik, kan jeg ikke tage en person seriøst som ikke ændre sig til det bedre, ved at lærer af sin fejl, og det synes jeg ikke at Yahya på nogen måde har. Det er altid sørgeligt når man skal høre en trist historie som når et barn systematisk får tæsk af sin far og mor, og det er noget vi som mennesker væmmes ved. Tabu eller ej, så viser statistikkerne at mange i Danmark oplever vold i hjemmet. Det handler ikke om hvilken kultur man kommer fra, eller hvilket socialt lag man er fra hellere, men det handler om hvordan man selv er opdraget og om man kan se en pointe i det rigtige og forkerte i sådan en opdragelse. Langt de fleste har truffet nogle valg i sit liv som de senere fortryder, men hvis man bliver ved med at falde i samme fælde, tjaa så er det der problemet ligger. Yahya har startet en kæmpe debat, jeg siger det igen, jeg tager hatten af for at han belyser et emne som man i forvejen har en ide om. Det efterlader mig bare i spørgsmålet, om hvorfor han ikke lærer af fejlene som han førhen har begået? Hykleri blandt indvandre findes, ligesom den også findes blandt etniske dansker, men skal man ikke tage udtalelserne med et gran salt, og især når de kommer fra en person som ifølge ham selv er dybt traumatiseret af de hændelser han har oplevet. Det er tragisk at han har oplevet hvad han nu har oplevet, men hvorfor så ikke vende det til noget positivt?