Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 KATINKA HUSTAD (arkiv)
Foto: KATINKA HUSTAD (arkiv)

Debat. Yahya Hassans digtsamling er blevet diskuteret vidt og bredt. Her af nogle unge rappere fra Rap Akademiet i Aarhus Vest.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


De unge nydanskere er klar til debatten om integration

Vi skal værne om de modige mennesker, der står frem og fortæller deres historie.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Syg i roen med andre ord en forbandet

Andengenerations-nydansker-et-eller-andet

Mine følelser blandet skizofrid individ

Min sjæl deler sig jeg ka' ik' vælge sid’

Sådan synger rapperen Ataf i sin sang ’Det er for sent nu’ fra 2005.

Sangen rykkede ved noget i mig. Aldrig før havde jeg hørt nogen beskrive så præcist den uro, som er blevet rodfæstet i mig ved at vokse op med forældre fra Serbien. Og som havde den mentale grundindstilling, at vi skulle ’hjem igen’.

Mine forældre havde svært ved at takle, at hjem for dem ikke var det samme som hjem for mig. Jeg vil ikke gå dybere ind i de udfordringer, som denne kulturelle skizofreni har skabt for mig. Min pointe er, at uroen længe har været en hemmelighed. En hemmelighed, som jeg delte med mange i min omgangskreds.

Jeg kender mange, som er vokset op med forældre, der desperat prøvede at holde børnene fast i en anden del af verden end den, de voksede op i. Som tegnede et billede af et koldt og fremmedfjendsk Danmark, og som blev bekræftet i antagelsen, hver gang Pia Kjærsgaard dukkede op på tv-skærmen.

Interviewet med digteren Yahya Hassan efterlod mig åndeløs. Endelig er der en, tænkte jeg, der siger, hvad ingen før har sagt. Hemmeligheden er ude. Nu er det en kollektiv opgave at finde ud af, hvad denne ’afsløring’ skal bruges til.

Mens Yahya Hassans interview blev anbefalet mere end 88.000 gange på de sociale medier, gik kampen om at gøre hans udsagn til udtryk for en bestemt politisk ideologi straks i gang.

De borgerlige hæftede sig ved, at overførselsindkomsten tilsyneladende havde gjort faderen passiv. Venstrefløjen lagde vægt på, at hans oplevelser er udtryk for en bestemt klasse, og at ulighed og fattigdom skaber disse tilfælde.

Forskellige diagnoser og dermed også forskellig medicin. Men for mig er det ikke, hvad Yahya Hassan siger, der er interessant. Ved et ensidigt fokus på dette risikerer vi at overse det vigtigste, nemlig at han siger det. Og endnu vigtigere, at han ikke er den eneste, der siger noget.

I kølvandet på hans interview dukkede flere historier op, som både bekræftede nogle af Yahyas synspunkter og var lodret uenige.

Khaled Alizai følte, han havde svigtet sine forældre ved ikke gøre nok ud af sit liv, i forhold til hvor meget de havde ofret for at give ham det.

Vi skal værne om de modige mennesker, der står frem og fortæller deres historie

På denfri.dk bloggede Zaki Youssef om, at vi holder hinanden fast i en indvandrerdiskurs, og at han venter på bare at være menneske. Samtidig fortalte Ayse Dudu Tepe sin hjerteskærende historie, som efterlod hende med alvorlige psykiske ar og os andre med våde kinder.

Yahya Hassan, Khaled Alizai, Zaki Youssef, Ayse Dudu Tepe – ikke typiske navne på dem, der blander sig i integrationsdebatten. Men på få dage har den fået flere værdifulde indlæg, end den har de sidste ti år.

Ja, jeg undrer sig over, hvordan vi overhovedet har kunnet diskutere emner som værdier, kultur og integration så voldsomt i medierne hidtil uden at inddrage os, der har oplevet den eller manglen på samme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke kun i debatspalterne, at en hidtil relativt tavs gruppe er begyndt at tale.

Vi så samme dialog i DR’s satireprogram ’Det slører stadig’, hvor tre fantastiske piger gennem en banebrydende skarp ironi sætter fokus på mødet mellem den danske og den muslimske kultur.

Vi grinte sammen – side om side – i stedet for at pege fingre. Yahyas digte, debatindlæggene, der fulgte, den humoristiske fortolkning og sange om det at være andengenerationsindvandrer-et-eller-andet er i min optik tegn på noget større: at vi 2.-g'ere endelig er klar til at deltage i debatten. Til at pege på, hvor integrationen har fejlet, og hvor den er lykkedes.

Jeg tror, at der er en kombination af grunde til, at disse historier dukker op nu. Vi 2.-g'ere er blevet voksne. Vi er kommet ud på den anden side af den barndom, vi har haft, og fået den nok på afstand til at kunne reflektere over den.

Den anden årsag er fraværet af det intense fokus på værdidebatten, som ti år med den borgerlige regering repræsenterede. I ti år blev kultur defineret af folk med et meget hårdt os/dem-fokus.

I fraværet af denne skelnen har dette ’dem’, som i folk med anden etnisk baggrund end dansk, fået lov til at nuancere os selv.

Vi er ikke en grå masse, der enten er med eller imod Danmark. Vi er en heterogen gruppe med vidt forskellige erfaringer med at forene vores egen kulturelle baggrund med den danske identitet.

Jeg ved, at jeg risikerer at blive skudt en voldsom generalisering i skoene. Ikke alle 2.-g'ere har haft det svært – det er jeg klar over. Samtidig har Yahya og debatten, der fulgte, vakt genklang hos mange i min omgangskreds.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er en vigtig lektie i alle de beretninger, der er dukket op. Der er en gruppe i samfundet, der gerne vil høres. Som gerne vil bidrage til debatten om integration.

Både den humoristiske fortolkning af kulturforskelle og de alvorlige debatindlæg om forældre, der ikke kunne takle deres børns kulturelle udvikling, har givet os alle et sprog for det, der har været så svært at have en ordentlig samtale om, da det tit endte som led i en eller anden politisk argumentation.

Vi skal værne om de modige mennesker, der står frem og fortæller deres historie. Jeg håber, at det nye fælles sprog kan være med til at bygge et nyt hjem op for alle os, der har følt os hjemløse i alt for lang tid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden