Det er søndag. Min fridag. Den dag, hvor jeg kan gøre det, der lige passer mig. Der er meget, der passer mig. Men endnu mere, der ikke gør. Underskuddet i overskuddet. Ligegyldigheden over for gyldigheden. Demokratiets langsomme opløsning. Vi ser det ikke, for det sker umærkbart. Langsomt, men sikkert. Vi har overladt vores ret til et system, vi ikke længere har styr på. Eller indflydelse på. Du og jeg hører hver dag om effektiviseringer. Om dyr offentlig sektor. Om manglende resultater. Hos børnene. I virksomhederne. I lovgivningen. Vi hører om ældrebyrden. Om de udsatte, der må tage sig sammen. Om at få et job. Et job i en tid, hvor der flokkes om de få job, der er. Der er ikke længere vores skyld. Det er din skyld. Din egen skyld. Min skyld. Min egen skyld. Du og jeg er blevet gjort skyldige i at udvikle et samfund, der ikke er bæredygtigt. I økonomisk forstand. Der skal ændringer til. Men du og jeg er ikke inddraget. Ideen om debat er længe død. Debat betyder meningsudveksling. Men du må ikke længere udtrykke dig. Jeg må heller ikke. Du kan forsøge, men det kommer til at koste dig. Nogen forsøger alligevel. Vi 'liker' dem, for de tør. Tør det, der er hele vores fundament. Vores eksistens. Vores kamp. De smed dig og mig ud af fællesskabet. Vi påpegede det. Tog til genmæle. Men måtte tie. Tie helt, for at åbne munden og kritisere det åbenlyse. Er et angreb mod fællesskabet. Og vi har en forpligtelse til at tage del i fællesskabet. Du og jeg. Det er op ad bakke. Vi har ikke længere et fællesskab. Ikke engang et fællesskab i Europa. Nu hedder det en union. Det er noget helt andet. Nogen godt siger de. Noget at være fælles om. Men du er ikke med. Jeg er ikke med. Det bliver bestemt et andet sted. Hvad der er godt for dig og mig. For os. Vi måles. Vi vejes. Vi bliver skubbet rundt. Det er det moderne. Jeg er bekymret. Du skal være bekymret. For at det moderne i virkeligheden er det umoderne. Som en Jeppe på Bjerget. Der vågner op og må spørge sig selv. Er jeg død eller lever jeg. Indvendig lever jeg. Jeg mærker det hver dag. Men det, jeg ser, er dødt. Robotstøvsugere. Undervisningsassistenter, du kan slukke for. IT-programmer der kan støtte. Støtte dig og mig, når vi er kede af det. Når vi har brug for råd. Råd til at være eller ikke at være. Det er mit Danmark og mit liv. Ligesom det er dit liv. Dit Danmark. Og vi skal have Danmark tilbage. Det kommer til at koste. Men det er det værd. Værd som i værdig. Værdifuld. Som en ressource. Som et fundament. Det grundlæggende. Vi skal have demokratiet tilbage. Hvor det hører til. Ikke i banken, hvor det kan købes. Eller sælges. Men tilbage til dig. Og mig. Til os. Fordi vi endnu har muligheden for at ændre. Endnu. Som i stadig tid. Den sidste demokratiske bastion. Folkeskolen. Hvis vi vil. Det skal være vores kamp. Din og min kamp. For os alle. Lad os stå sammen. Sammen om. At bevare folkeskolen. Folkeskolen skal skabe. Og skabe sig. De hele mennesker for deres egen skyld. For min og din skyld. For vores. Der er endnu tid. Som i stadig tid. Tør du?