Følgende er resultatet af en debat om ovenstående, som er gemt væk i nogle svar andetsteds. Jeg så en interesse i at brede indlægget ud til en bredere skare af læsere.
Hvad jeg mener med "grundlaget for at have en religiøs verdensopfattelse", er, at vi skal langt tilbage i det forgangne tidsforløb. Jeg er af den opfattelse, at monoteistisk religion er et forholdsvist sent stadium i en udvikling, som er foregået i dyb forhistorisk tid. I den tid har man intet haft af nutidens videnskabelige begrebsapparat, og al viden om ting har været baseret på, hvad man umiddelbart kunne erfare. Forklaringer har man ingen haft af, og en alvorlig hindring for erkendelsen har været, at man ikke har været i stand til at skelne mellem den fysiske verden som den er, og så den fysiske verden opfattet af en psyke. Man har levet med den kendsgerning, at folk havde drømme, der som bekendt kan have magisk karakter, og på et eller andet tidspunkt har den idé taget form, at f.ex et træ eller et vandløb har haft en psykisk væren, en ånd. Selve dette tankemønster er så blevet udbredt til alle ting, og det har været ledsaget af fortællinger og myter, som efter bedste evne kunne komme med nogle forklaringer. Gradvist er det blevet klart, at der i åndernes verden måtte være et hieraki, og rent logisk er der opstået begreber om overånder, de totale overånder, som var guder. Det er formentlig en begrebsdannelsesproces, vi her ser i funktion. Vi må her tænke os, at det var de bedste hoveder, der her var de kreative (profeter), og at det blandt menigmand blot var opgaven at videreføre traditionen, sådan som den var givet til dem af de foregående slægtled.
Der har formentlig været tale om mange skismaer og reformationer, hvorunder der er sket forskydninger i trosmaterialet, og til sidst har der været nogle af de bedste hoveder, der har indset, at den der med ånder i træer, klipper og vandløb - det holder ikke. Men hovedguderne som altings ophav - den er god nok. Hovedguderne unddrager sig jo direkte iagttagelse, og erfaringen viser, at en sådan idé er ualmindeligt svær at bekæmpe. Endvidere var der den særlige erfaring, som nogle af de bedste hoveder havde gjort sig: ved at anvende hypnotiske teknikker - både hypnose af medier og autohypnose - kunne udvalgte mennesker på en kontrolleret måde komme direkte i kontakt med den åndelige verden, og måske med guden. Det var disse menneskers erfaring, at for at kunne udføre dette stunt, måtte man være dygtig til at suggerere sig selv og andre, og de gjorde den erfaring, at jo dybere suggestionen var, jo lettere var kontakten til det åndelige. Med andre ord: det gjaldt om at TRO. Hvis man tager f.ex. buddhismen, er der ikke det samme troskrav som hos de monoteistiske religioner.
