Er netop kommet hjem fra en 12 timers arbejdsdag. Og ja, jeg er lærer. Og nej, jeg er ikke træt af mit job - tværtimod. Jeg er stolt af det arbejde jeg, og mine mange kollegaere udfører, og nej, jeg er ikke ked af at have været på arbejde i 12 timer i dag, og ja, jeg arbejder gerne længere, MEN -

Jeg er ikke glad for den totalte ignorance over for de konsekvenser længere arbejdsdage (læs: skoledage) har for børnene. Vi er et højt institutionaliseret samfund i forvejen. Man kunne sågar læse i går at curlingbørnene, dvs. de reelt omsorgsforladte børn (læs: unge) faktisk har forældre der brokker sig til universiteterne. Ikke engang den hellige gral er derfor længere velbevaret. Vi institutionaliserer - MEGET. Det er det samfundet vil, det er det vi har givet vores demokratiske stemmer til. Men INGEN kan gennemskue konsekvenserne. Det er derfor de selvsamme forældre kan finde på at brokke sig, og tror de faktisk overlader deres børn til institutionerne (læs: politikerne) og kan hvile på laurbæerne. Nej! Politikerne har intet blik for borgerne. Borgerne er blot tal i et større finanslovsmæssigt regnestykke der for alt i verden skal gå op. Men hvad gør det for børn at blive institutionaliseret? At miste "fritid". En tid hvor ideer opstår, ofte af kreativ art - være det sig leg, tegninger eller hulebygning. Alt sammen med til at skabe kognitiv udvikling, der senere planter frø, som samfundet reelt nyder godt af. For hvad er det samfundet efterspørger? Kreativitet! Og så endda på et så tyndt og mangelfuldt grundlag. Jeg vil gerne henvise til dagens åbne samråd i uddannelsesudvalget, hvor regeringen i skikkelse af Antorini tydeligt beviste hvor mangelfuld evidensen bag reformen er. Der er reelt tale om en spareøvelse, som brandslukker nu, men som ikke slukkes, og derfor bliver dyr på den lange bane - menneskeligt set og økonomisk set! Du er naiv, Kristoffer. Det kommer sikkert. Måske, måske ikke. Jeg er i hvertfald tilhænger af at se på konsekvenserne for den borgergruppe vi ofte overser, og egentlig er dybt afhængige af, nemlig børnene og ungdommen. Jeg arbejder gerne mere. Jeg har haft min barndom, min kroniske uskyld og min fritid til at udfolde mig. Jeg er ikke institionaliseret, nej, jeg gik tværtimod i den folkeskole der havde mantraet: "Lære at tænke og forholde sig kritisk" til det skrevne og talte. Og det gør jeg så, igen, nu. Forholder mig kritisk til dette historiske overgreb på én af vort samfunds vigtigte fundamenter, nemlig børnene, de unge - fremtiden. ØV!