Det er vist en temmelig provokerende overskrift, i hvert fald hvis man er forankret holdningsmæssigt i et meget liberalt politisk parti. Men min mening med at skrive det her, er snarere et udtryk for min undren over at man som samfund ikke kan blive enige om at alle skal have det godt. Hvis udgangspunktet altid var at vi ikke ønsker et samfund hvor der findes mennesker der ikke har en ordentlig bolig, eller ikke kan få tøj og mad, eller i det hele taget være med til at dele en rimelig del af de muligheder samfundet byder på, ville det være mindre konfronterende at diskutere hvilke ideologiske rammer der bedst førte til den bedst mulige udgave af dette scenarie. Selv om jeg må indrømme, at jeg nok dybest set mistænker mange for at sætte deres ideologi højere end folks velfærd, så kan jeg egentlig ikke påstå det forholder sig sådan, hvis ikke der udtrykkelig bliver givet udtryk for at det er tilfældet. Men man havner desværre ofte i skindiskussioner, hvor de der forsvarer en ideologi ikke vil forsvare alle dens konsekvenser, og derfor finder alternative argumenter for at indføre strukturer i samfundet, end det der er det egentlige argument. For eksempel ville ingen politiker forsvare holdningen at nogle mennesker må leve i fattigdom, for at andre kan leve i rigdom. Hvis man fremkom med sådan et synspunkt ville man fremstå som kold og ufølsom. Hvis man derfor har denne grundholdning gemt et sted, vil man finde et andet argument. Det kunne være at mennesker bliver mere motiverede til at søge arbejde hvis de er fattige. Eller det kunne være at lavtlønnede mennesker ville forbedre vores konkurrence evne og på den måde gøre os alle, inklusiv dem selv, rigere. Begge disse argumenter ville fremstå som om man ville alles bedste, og selve det at argumentere for dem er ingen sag, da argumenter kan føres i det uendelige uden at nogen får afgørende ret. Konfrontations politik som vi ser den i dag, fører ikke til visionære løsninger. Det er simpelthen ikke muligt at finde en fælles platform, hvor man kan starte ud med alt hvad man er enige om. Hvis vi bruger det samme eksempel med velfærd, kunne man forestille sig at alle var enige om at velfærden for alle skulle være så høj som mulig. Hvis man grundlæggende enedes om dette ville udgangspunktet for at finde den model der gav det bedste resultat være mindre ideologisk præget og mere pragmatisk styret. Dette ville være tilfældet blandt andet fordi den fælles platform man stod på, nødvendigvis måtte ses som en fællesnævner for alles ideologi, hvorfor den bedste model også ville kunne forsvares ud fra en fælles ideologisk synsvinkel. Hvis man definere velfærd på basis af hvad man ønsker den skal fremstå som, bliver det svært at nå til enighed om den. Men hvis man kalder velfærd at fare vel, at det skal gå så godt som muligt for enhver borger, bliver det noget sværere at blive uenig. Jeg har i hvert fald svært ved at se en politiker få succes ved at prædike ulykke og fattigdom. Vi ønsker vel alle at fremelske den model der giver størst mulig velstand for samfundet som helhed, forstået som alle mennesker i samfundet.