Min kære far fortalte mig engang, at universitetet er en næsten utømmelig masse af viden. Han forklarede mig at denne viden var som en sump man umiddelbart kunne synke til bunds i. De første ting man forstod på universitetet var som at smide småsten og kviste i sumpen som med det samme forsvandt i virvaret af information, de så at sige sank til bunds. Langsomt har man smidt nok småsten og kviste i sumpen til, at der dannes små øer man forsigtigt kan træde på. Fra disse øer kan man smide flere småsten og kviste i, indtil øerne bliver stabile nok til at lægge bredder imellem, som man så let kan gå på og til sidst krydse sumpen.
Morten Østergaard vil frarøve mig mine småsten, mine kviste og mine bredder. Mine småsten er de mange informationer jeg får på brede, dannende kurser som der ikke bliver tid til længere. Mine kviste er valgmulighederne på mit universitet som allerede er blevet skrottet med sidste reform. Mine bredder er dén referenceramme jeg har erhvervet mig gennem hårdt arbejde på universitetet, en referenceramme som fremtidige studerende ikke får en chance for at have, da deres kviste og småsten er blevet taget fra dem.
