Umiddelbart er det lidt svært at forstå, hvorfor det er politikere i folketinget, der skal udtale sig om arbejdet med problemadfærd i skolen. Det, jeg læser i dagens POLITIKEN, vidner ikke om indgående kompetencer ud i pædagogik psykologi. Alene det, at man kalder eleverne "uvorne" er jo forholdsvist amatøragtigt, -ja, jeg beklager min galde, men den slags går ikke. Der ser ud til at være to muligheder i vore politikeres udlægning: Enten skal de kære elever "straffes", -hvilket vi jo ved, ikke virker. Ekskludernede konsekvenser tilfører ikke pressede elever kompetencer til at ændre adfærd, men markerer blot deres allerede velcementerede antagelse om, at lærere er nogle idioter og skolen er et lortested. Man lærer ikke at opføre sig ordentligt i skolen ved at være der hjemme. Og man tilskriver sig ikke en anerkendende og respektfuld kultur (som skolens) ved at blive mødt med afstumpethed og straf. Den anden mulighed er, at opgaven skal overgå til forældrene. Problemet er bare, at hvis de pågældende forældre havde evnerne til at klare denne opgave, havde de for længst løst den til UG. Lige som alle de mange andre forælde, der faktisk klarer skærerne. Den ene plus den anden mulighed giver altså, at vi sender hårdt pressede elever ud af skolens pædagogiske praksis og hjem til nogle lægfolk (deres forældre - med al respekt), der ikke aner hvordan man tackler situationen. Den slags løsninger generer frustration, agression og potentiel samfundsmæssig eksklusion - og hov, -er det ikke imod regeringens inklusionsvision...jo, det er det da vist... Til gengæld kan jeg godt forstå, at man synes der "bør gøres noget". Destruktiv adfærd, forstyrrelser, manglende respekt og hærværk er bestemt ikke noget, vi på nogen som helst måde skal finde os i. Det, der skal til, er dog et noget mere langsigtet, moderne og professionelt stykke håndværk end det, den gamle, afdankede, sorte skole kunne præstere. Der skal både være foregribende (dvs. proaktive) indsatser, hvor eksempelvis arbejdet med rammer, regler og anerkendende værdier er i fokus. Og der skal være indgribende (dvs. responsive) indsatser, hvor man hurtigt, systematisk og tjekket kan skride til handling, når regler brydes eller andre symptomer på problemer viser sig i dagligdagen. -Alt sammen indsatser, der peger ind i skolen praksis, og ikke væk fra skolens praksis. Hvis skolen skal tage ansvar for alt dette, kræver det tid og penge. Der skal udvikles og uddannes. Der skal reorganiseres. Der skal flere lærere og pædagoger i klasseværelserne. Og så skal der samarbejdes på tværs af sektorer, -for tro nu endelig ikke at dette kun er et skoleproblem: de sociale myndigheder skal være langt med inde i løsningen her! Og hvem kan gøre noget ved ovenstående? Det kan, i al ydmyghed, vi fagfolk, dvs. lærere, pædagoger, skoleledere, konsulenter og så videre. Men vi kan det ikke, hvis vore beslutningstagere lader den brede offentlighed tro, at det handler om straf og ansvarsfralæggelse. Faktisk handler det om det modsatte, nemlig om anerkende problemløsning og ansvarstagelse. Venlig hilsen Rasmus Alenkær