Flere gange har vi set sager på det sociale område – både på voksen- og børneområdet -, at politikerne kun tager deres del af ansvar med ord, men ikke handling mod dem selv. Tre eksempler kan jeg komme med, hvor jeg efter min mening havde været bedst, at de involverede politikere skulle have taget deres del af ansvaret og trukket sig som byrådsmedlemmer.
Mads-sagen
Det første eksempel er Mads-sagen fra 2008, hvor der skete betydelig fejl, som to ud af tre uvildige rapporter gav udtryk for. Og som Århus Stiftstidende skriver under artiklen ”Rapporter er forbudt for børn” d. 4/12 2008: ”Rapporternes konklusioner er hårde og ikke til at misforstå: Aarhus Kommune har i ti tilfælde brudt lovgivningen. Trods underretninger om vantrivsel fra sygehus, sundhedsplejersker samt storebroren Jørns plejemor, valgte kommunen først at gribe ind og fjerne Mads fra sin familie 14 måneder efter.” Jeg var med til pressemødet, hvor den daværende rådmand for Social og Beskæftigelse, Gert Bjerregaard (V), fortalte at der ikke vil være konsekvenser i forhold til rapporternes konklusioner. På daværende tidspunkt var jeg formand for SF Aarhus Vest, og som der står samme artikel som ovennævnte:” Jesper van der Schaft ville mod pressemødets slutning gerne vide, hvordan Gert Bjerregaard kunne fortsætte som rådmand i lyset af den barske medfart, hans forvaltning netop havde fået. Til det svarede rådmanden:” Og jeg har, som rådmand det politiske ansvar(…)og jeg kan kun beklage, at vi er kommet i den situation. Men jeg er glad for, at vi nu kan se fremad og rette op de fejl, vi har lavet.”” Rådmanden blev siddende, men fyrede dog til sidst – efter pres – socialchefen.
