At kalde valgene i de tyske delstater Thüringen og Sachsen søndag et vink med en vognstang er en underdrivelse. Det var en knytnæve i smasken på de etablerede tyske partier og ikke mindst kansler Olaf Scholz. I begge de østtyske delstater var valget en triumf for det højreradikale AfD, der i Thüringen med knap 33 procent af stemmerne blev det største parti.
Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et så yderligtgående parti har vundet valget i en delstat – og at AfD’s leder i Thüringen, som man ifølge en domstol gerne må kalde fascist, understreger, hvor ekstremt valget var. Midten kollapsede, for samtidig med AfD’s sejre gik det yderste venstre også voldsomt frem. At det spritnye venstreparti BSW fik mere end hver syvende stemme i Thüringen og hver ottende i Sachsen, viser, hvor volatilt valget var.
Skal midten og brandmuren mod at lade AfD få plads i en tysk regering på et tidspunkt nu holde, er det afgørende, at de etablerede tyske partier tager sig sammen og lytter til brølet fra delstatsvalgene. Det begynder med at forstå, hvorfor vælgerne flygter til yderfløjene. Det er der mange forklaringer på, men det er tankevækkende, at det, som yderfløjspartierne har til fælles, er en modstand mod støtten til krigen i Ukraine og immigrationen, der ses som værende ude af kontrol.
Krigen i Ukraine er en skæbnekrig, som Tyskland har været alt for tøvende i, og hvor det er mislykkedes at få tilstrækkelig støtte fra befolkningen. Nu må regeringen i Berlin gøre det klarere, hvorfor krigen er afgørende for Tysklands fremtid og sikkerhed. Immigration er en sværere nød at knække, men vejen går gennem EU, hvor Tyskland som det største og rigeste medlem bør arbejde hårdt for at få en ny, samlet asylpolitik.
Men der skal mere til, hvis brandmuren mod ekstremisterne i Berlin ikke skal forvitre. Der er også behov for en erkendelse af, at selv om genforeningen er mere end 30 år gammel, er der en tendens til at se ned på borgerne i det tidligere DDR. Partierne i Berlin må gøre meget mere for at vise de tidligere østtyskere respekt snarere end at afvise dem og deres følelse af at blive overset politisk. Angela Merkel var fra DDR, men ellers forbliver tysk politik og den nuværende regering domineret af vesttyskere.
Valget søndag var et råb fra mennesker, der føler sig glemt, ignoreret og overset. Som mange af Trump-støtterne i USA og La France Insoumise-bevægelsen i Frankrig. Den slags skal der lyttes til, det er selve sammenhængskraften, der er under angreb. Kansler Scholz har nu et års tid til at vise, at han har forstået budskabet.
------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at AfD’s leder i i Thüringen, Björn Höcke, ’har dom for at være fascist’. Det er ikke rigtigt, men en domstol afgjorde i 2019, at det ikke er strafbart at omtale ham som fascist.
mr
fortsæt med at læse
De tyske yderfløje tordner frem, forbundsregeringen er groggy, og lokalt er det umuligt at danne en flertalsregering
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
