Det burde svare til at løbe en åben dør ind.
Stort set samtlige partier i Folketinget er enige om, at den økonomiske ulighed her i landet kun skal kende én retning: nedad.
Men ord og handling kommer tydeligvis i slagsmål med hinanden, når Christiansborgs konkrete politik rammer samfundets faktiske virkelighed. For ud fra alle målbare og synlige parametre er uligheden igennem de seneste mange år kun gået én vej: opad.
Danmark er fortsat et af de mest lige samfund i verden, men politikerne kan ikke frasige sig ansvaret, når det desværre går den forkerte vej. Alene denne regering har lettet arveafgiften, som videregiver mere til de i forvejen mest velstillede. Senest har regeringen besluttet at genindføre håndværkerfradraget, hvilket igen begunstiger boligejere, der i forvejen er begunstiget af stigende ejendomspriser.
Men er Danmark ikke blevet et rigere samfund? Jo, det økonomiske råderum når konstant nye historiske højder, og alle indkomstgrupper har de seneste 10 år fået flere penge mellem hænderne. Men velstandsløftet er bare pilskævt fordelt.
I lighed med i resten af verden er det de i forvejen allerrigeste, der har fået størst andel i den økonomiske optur. Den ene procent, der har de højeste indkomster, har fået øget deres indkomst med 50 procent, når man korrigerer for inflation.
Hvis det i gode økonomiske tider ikke er muligt at udjævne uligheden, så er det den reelle politiske vilje mere end mulighederne, det skorter på. Derfor er det velgørende, når Enhedslisten nu skærer igennem det tågede landskab af bortforklaringer og kræver handling. Helt konkret fastslog Pelle Dragsted forleden her i avisen, at partiet vil kræve en såkaldt ulighedslov, hvis det efter et valg skal støtte en socialdemokratisk ledet regering.
Dragsted forestiller sig, at ulighed gøres til et parameter på linje med klima, når nye love vedtages. Man kan bestemt diskutere den konkrete model, men herfra skal lyde fuld opbakning til at forpligte en kommende regering til at reducere afstanden mellem rig og fattig. Og samtidig skal der lyde et stille suk over, at det overhovedet er nødvendigt med sådanne krav til en socialdemokratisk statsminister. Det burde om noget give sig selv for det gamle arbejderparti, der stod fadder til velfærdssamfundet.
For ikke alene vil det være et nødvendigt værn mod splittelse og forvitring af den sammenhængskraft, hvis tilstand politikerne med rette frygter. Alt andet vil også være en falliterklæring for et velfærdssamfund, der blev grundlagt på ideen om en rimelig og retfærdig fordeling af goderne mellem skulderbredde og behov for hjælp.
cj
fortsæt med at læse
