Ikke færre end 604 ansatte på danske universiteter erklærer, at de støtter et propalæstinensisk forsøg på at besætte en del af Københavns Universitets 4. september – og støtter kravet om en total akademisk boykot af universiteter i Israel.
Deres frustration over den israelske krigsførelse i Gaza er indlysende. Universiteter i det palæstinensiske område er blevet bombet, og flere tusind studerende og undervisere er dræbt. Det er derfor mere end forståeligt, at internationale studerende og universitetsfolk gerne vil være solidariske.
Nu er de 604 frustrerede over politiets hurtige standsning af demonstrationen. Men hvis personalet følte sig truet, er der vel ikke noget at sige til, at de tilkaldte politiet?
Om det så er indlysende at protestere mod en besættelse ude i verden ved selv at besætte et universitet her, er også tvivlsomt. At afbryde en fri akademisk institutions arbejde, fordi man ikke får sin vilje, duer ikke. Universitetet må sikre åbne kanaler og fora for kritik og debat, men må også kunne opretholde sin indsats for fri forskning og undervisning, som undertrykte studerende og forskere i et hav af lande er frataget.
Indlysende er det heller ikke at protestere mod Israels krigsførelse ved at kræve total boykot af alle israelske universiteter. Jo, boykot af et bosættelsesuniversitet på den besatte Vestbred giver mening. Men at boykotte frie studerende og forskere på de otte offentlige universiteter i selve Israel er ikke bare meningsløst, men kontraproduktivt. De israelske universiteter rummer holdninger af enhver art ligesom Københavns Universitet. Deres studerende og forskere tæller helt sikkert tilhængere af den israelske krigsførelse, men lige så sikkert forskere og studerende, som på ypperlig vis dokumenterer og kritiserer overgreb, som også de 604 danske universitetsansatte er vrede over.
Boykot af fri forskning og videndeling vil ikke gavne de demokratiske kræfter i hverken Israel eller Palæstina.
aj
fortsæt med at læse
