Voksdugen på bordet var den samme, som de unge spiste aftensmad på. Men ud på aftenen blev bordet brugt af en af behandlingshjemmets pædagoger til at have samleje med udvalgte blandt de anbragte piger.
Ubeskrivelig grusomme er beretningerne om det misbrug, unge mennesker blev udsat for på behandlingshjemmet Bøgholt ved Aarhus. De var anbragt i statens varetægt, men de blev misbrugt fysisk og seksuelt af det system og de pædagoger, der var ansat til at beskytte de unge.
Overgrebene på Bøgholt afsløres i en dokumentar på TV 2, som desværre blot er den næste i rækken af afsløringer af misbrug på statens behandlingshjem. Hvem husker ikke Godhavnsdrengene, Solgården og Erritsøhus? Her i avisen har vi i serien ’I samfundets varetægt’ dokumenteret, at svigt af anbragte unge ikke alene hører fortiden til. Derfor bør regeringen iværksætte en undersøgelse af forholdene på alle behandlingshjem. Alt andet vil være et dobbelt svigt af de unge.
Ingen kan give de misbrugte ofre deres ungdom tilbage. Men som samfund kan vi give dem oprejsning ved at drage de skyldige til ansvar. Statsminister Mette Frederiksen (S) gav Godhavnsdrengene en undskyldning. Det bør alle statens svigtede børn have. Det er faktisk det mindste, vi som samfund kan gøre.
cj
fortsæt med at læse
»Det, vi foreløbig har kendskab til, er virkelig toppen af isbjerget«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
