Det var et stærkt syn, da statsminister Mette Frederiksen forleden inviterede et hold hjemløse til Marienborg. Mødet mellem samfundets bund og magtens top var rørende, og det var kosteligt, da en af de hjemløse på vejen ud spurgte, om der ikke var nogle flasker rødvin fra Lars Løkkes tid, som han kunne få med på vejen.
Scenen på Marienborg var en veltimet trailer for Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget, hvor hun – med egne ord – for en sjælden gangs skyld gav plads til de udsatte borgere, der normalt ikke får opmærksomhed fra nationens fineste talerstol.
Hjemløse, misbrugere og skæve eksistenser skal ifølge regeringen fremover behandles på en helt ny måde. Hvor Mette Frederiksen i årevis har talt om, at man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret, så skal der byttes rundt på pligtetikken, når det handler om samfundets svageste. Helt konkret er regeringen på vej med en såkaldt værdighedsreform, hvor samfundet måske skal slå en streg over ubetalte regninger og lade være med at kriminalisere stofmisbrugere, der alligevel aldrig bliver clean. Her er det pludselig ret før pligt, og godt det samme.
Men der er tilsyneladende forskel på udsatte i dette land. For når det kommer til en anden gruppe af socialt marginaliserede borgere, så gælder velfærdsstatens nye værdighedsparadigme tydeligvis ikke. Regeringen har således med den anden hånd besluttet at beskære integrationsindsatsen med 27,9 millioner kroner. Det kommer til at ramme indsatsen for at modvirke negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og parallelsamfund.
Her er tale om nogle af de socialt allermest udsatte – især kvinder – i vores samfund, som netop har brug for samfundets hjælp til at leve det, som Mette Frederiksen og regeringen ønsker at sikre alle udsatte i dette samfund: et værdigt liv.
Herfra skal lyde applaus til regeringens tanker om en ny værdighedsreform. Men hvis regeringen som det første vælger at forværre indsatsen over for en anden gruppe af samfundets svageste, så er det ikke alene uværdigt. Så lugter det langt væk af uretfærdig symbolpolitik.
cj
