Fandeme nej!«
Sådan ville Fredericias nu tidligere borgmester Steen Wrist (S) have svaret, hvis han i dag – med sine egne ord – »havde vidst, hvad der ventede mig«. Det vidste han ikke, men i dag ved han alt om, hvad han er gået ud af igen: en virkelighed som borgmester, hvor han ikke følte, at han kunne leve op til de forventninger til kernevelfærden, som kommunens borgere med rette kunne stille ham.
Steen Wrist er blot en blandt de alt for mange, der har valgt at smide borgmesterkæden i utide. 20 af landets i alt 98 borgmestre har allerede meddelt, at den fineste lokalpolitiske post ikke længere er tilstrækkelig attraktiv, til at de ønsker at genopstille til kommunalvalget næste år. Otte har valgt at stoppe før tid – senest borgmesteren for Danmarks næststørste by, Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus.
De seneste dage har der været stort fokus på borgmesterflugten blandt socialdemokrater, men problemet begrænses ikke af partiskel. Der er tale om et langt større – og hidtil alt for overset – problem, når hver femte borgmester dropper borgmesterkæden.
Selv om hver af borgmestrene har individuelle forklaringer på deres exit, tegner der sig et generelt billede, som Folketinget og regeringen bør tage alvorligt. Steen Wrist i Fredericia formulerede, hvad mange borgmestre mener: At kommunerne er underlagt så stramme budget- og detailkrav fra Finansministeriet og Christiansborg, at de reelt er ude af stand til at træffe beslutninger inden for kernevelfærd som skoler og ældrepleje.
Om det er korrekt, vil der utvivlsomt være flere meninger om. Til gengæld kan der ikke være to udlægninger af det ulyksalige i den aktuelle borgmesterflugt. Derfor bør regeringen sørge for at få analyseret det reelle problem til bunds.
Det lokale demokrati står og falder med, at de bedst egnede søger indflydelsen. Hvis borgmesteren begynder at tvivle på det kommunale selvstyre, hvorfor skal vælgerne så tro på det?
fortsæt med at læse
