Den næste generation vil huske 18. november 2024 som en mærkedag.
Det er dagen, hvor Danmark for alvor i fællesskab tager ansvar for det havmiljø og klima, vores børn og børnebørn kommer til at vokse op i. Derfor er det meget træffende, når Mette Frederiksen betegner aftalen som »vor tids generationskontrakt«.
Er alt perfekt? Nej. Det er skuffende, at CO2-afgiften på landbruget ikke blev højere, og at landbruget ikke tvinges til hurtigere at nedbringe udledningen af kvælstof i vores havmiljø.
Men det ændrer ikke på, at Danmark med trepartsaftalen tager et stort skridt frem i både den grønne omstilling og den demokratiske handlekraft. Som det første land i verden indfører vi en CO2-afgift for landbruget, og vi står foran den største omlægning af landbrugsjord til skov og natur i et århundrede.
Det var ikke sket uden den brede regering over midten, der er forudsætningen for, at både Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening satte sig ved forhandlingsbordet og tog fælles ansvar for svære beslutninger.
Regeringen kom med det politiske flertal, mens interesseorganisationerne sikrede legitimitet hos erhverv og græsrødder. Det lod sig alene gøre med Venstres bagland i landbruget og Socialdemokratiets kontakt med naturfredningsforeningen. Havde det ikke været for denne nye magtkonstellation, var treparten aldrig blevet realiseret.
At et bredt flertal af partier i de efterfølgende forhandlinger er gået med i treparten, viser både politisk ansvarlighed og en anerkendelse af det arbejde, som SVM-regeringen sammen med interesseorganisationerne er gået foran med. Det manglede bare.
Mange vælgere er skeptiske over for SVM-regeringen, som Mette Frederiksen selv har kaldt »mærkelig«. Det er korrekt. Men nogle gange skal man gå helt nye – måske mærkelige – veje for at finde porten til en fremtid, der igen kan gøre Danmark til et grønt foregangsland.
Netop det er den grønne trepart et løfterigt vidnesbyrd om. Og det bør både oppositionen og vælgerne anerkende SVM-regeringen for.
fortsæt med at læse
