Han blev ramt af slag, skub og spark fra sin egen far. Han så sin mor blive slået og trukket hen over gulvet i håret.
Scenerne er grusomme, men de er desværre ikke enestående. Hver femte elev i 8. klasse – 12.000 i alt – har været udsat for vold af en af deres forældre, viser en undersøgelse fra Børns Vilkår.
Men helt enestående er det, at voldsberetningerne leveres af landets siddende justitsminister. Peter Hummelgaard (S) har i en ny debatbog valgt at dele sin livslange hemmelighed om en far, der tævede og tyranniserede ham og resten af familien. Han bryder dermed et af de største tabuer. Det skal han have tak for. Må mange flere gøre det samme.
Peter Hummelgaard kritiseres for at blande sit private og sit politiske liv sammen. Det er helt forfejlet. Tværtimod er det forbilledligt, at en minister tager sine egne erfaringer med ind i det politiske rum. Vi skal have hele mennesker med levede liv og ikke bare teknokratiske maskiner til at lede landet. Mere af det, tak!
Men her hører anprisningen af Peter Hummelgaard så også op. For det går dobbelt galt, når justitsministeren forsøger at omsætte sine personlige erfaringer til konkrete politiske forslag. For det første foreslår Peter Hummelgaard, at det skal kriminaliseres, hvis private borgere ikke anmelder hinanden, når der er mistanke om vold i hjemmet. Det vil alene skabe et angiversamfund. Nej tak. Ingen bør vende ryggen til andres ulykke, men staten skal ikke tvinge os til at stikke hinanden.
For det andet vil Peter Hummelgaard kun ramme udvalgte ghettoområder, fordi problemet er størst der. Det er muligt, men vold forekommer i alle samfundslag. Helt principielt må der i et retssamfund selvfølgelig gælde de samme love og den samme retsorden i hele landet og for alle borgere. Det princip burde en justitsminister være den første til at forfægte.
Peter Hummelgaard er betydelig bedre til at rejse en nødvendig samtale om vold mod børn, end han er til at anvise løsninger på problemet. Det første har også ret. Men ingen børn skal udsættes for vold. Uanset hvor de bor i landet.
fortsæt med at læse
Hummelgaard bliver selvmodsigende i sin bog, der ellers har børns tarv for øje
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

