Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Fængslerne er overfyldte. Lad os endelig tænke nyt.

Der er mange gode grunde til at udvide brugen af fodlænker. Her er fem

Lyt til artiklen

Når et samfund idømmer borgere straf for at have forsyndet sig mod reglerne, er der en række grunde. Der er et forståeligt ønske om hævn. Der er et ønske om generel forebyggelse ved at skræmme andre fra at overtræde reglerne. Og så er der et ønske om at få den skyldige til at tænke over sine handlinger, ikke gøre det igen og efter udstået straf genindtræde i samfundet. Balancen mellem hensynene er altid udfordrende, men i de sidste mange år i Danmark er pendulet svinget mere og mere i retning af de første to hensyn – hævn og afskrækkelse.

Straffene er blevet strengere og strengere, og fængslerne blevet mere og mere overfyldt. Men mens samfundet er blevet mere hævngerrigt, og medierne svømmer over med true crime-historier, er der som beskrevet i Politiken denne uge blevet mindre og mindre kriminalitet. De seneste 30 år er det samlede antal anmeldte tyverier og indbrud eksempelvis mere end halveret, volden i samfundet er faldet, og selv om der er kommet nye former for digital kriminalitet, er billedet klart: Danskerne bliver mere og mere lovlydige.

Derfor erdet helt igennem fornuftigt, at Straffelovrådet i en ny rapport anbefaler at udvide brugen af fodlænker. Det er der rigtige mange gode grunde til.

At afsone med fodlænke gør det muligt for straffede at forblive på arbejdsmarkedet; det gør det lettere for dem at holde sammen på familien og at blive reintegreret i samfundet efter endt straf. Langvarige fængselsstraffe kan let ende med at gøre folk mere kriminelle, og det er jo ikke ligefrem meningen. Fodlænker mindsker ifølge studier risikoen for at straffede begår ny kriminalitet. De er også meget billigere; en fængselsdom i et lukket fængsel koster omkring 2.000 kroner per døgn for samfundet, penge, der kan bruges bedre i en skrantende velfærdsstat.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) kalder anbefalingerne ’interessante’. Det er ikke forkert, men man kunne også bare sige ’helt rigtige’. Straf for straffens egen skyld er nyttesløst. Den positive udvikling i samfundet med mindre kriminalitet gør det oplagt at bruge fodlænker i større omfang end i dag.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her