Donald Trump har fremkaldt en uvant side af Mette Frederiksens politiske temperament.
Normalt kender vi hende som statsministeren, der slår hurtigt og hårdt. Men efter Trumps utilslørede angreb på Grønland valgte Mette Frederiksen i første omgang helt at tie. Og derefter at få dramaet og pulsen ned. Begge dele var klogt.
Selvfølgelig er Trumps bøllemetoder over for en nær allieret uhørte og utilstedelige. Det mener den danske regering naturligvis også. På de indre linjer. Men når Mette Frederiksen udadtil ligefrem betegner det som »rigtig, rigtig positivt«, at Trump viser øget interesse for Grønland, overskrider det grænsen for, hvor meget vi som nation skal lad os ydmyge. Særligt i en uge, hvor Trump har truet nationen.
Der skal naturligvis siges klart og umisforståeligt fra over for Trump. Derfor er det betryggende, at den danske regering torsdag aften på et fortroligt møde med partilederne forsikrede om, at Danmark arbejder på en fælles europæisk linje i denne sag.
For verdensdramaet om Grønland sætter ikke alene rigsfællesskabet under angreb. Det er en potentiel trussel mod alle USA’s allierede i Europa.
I krigen i Ukraine har Mette Frederiksen fortjenstfuldt stillet Danmark på den rigtige side af historien. Hun ser sig selv som en Winston Churchill-figur, der tidligt og konsekvent gik op mod ondskaben. Mette Frederiksen vil ikke ende som den britiske premierminister Neville Chamberlain, der vred hænder og forsøgte at forhandle fred forud for Anden Verdenskrig.
Men hvad er det for en rolle, Mette Frederiksen lige nu spiller over for USA’s trusler? Det lugter mere af Chamberlains føjelighed end af Churchills konsekvens. Det lever Mette Frederiksen helt sikkert med, så længe Rusland er de onde, og USA de gode.
Men måske skal vi i Danmark vænne os til en verden, hvor det er de onde mod de onde.
Og i en sådan verden skal vi kende vores primære allierede: de andre lande i Europa.
fortsæt med at læse
