Egentlig kan man ikke sige, at Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, var grådig i søndagens præsidentvalg. Han vandt med 86,82 procent. Mere end de 81 procent, han fik ved valget i 2020, men ikke helt oppe på de 100 procent, diktatorer som Nordkoreas Kim Jong-un eller Iraks Saddam Hussein har kunnet prale med. Og et godt stykke fra de 97,6 procent, som Syriens daværende diktator, Bashar al-Assad, vandt det sidste valg før borgerkrigen med.
Trods beskedenheden er Lukasjenko indiskutabelt en diktator. Valget søndag var hverken demokratisk eller frit. Udfaldet var fuldkommen givet på forhånd. Ingen af modkandidaterne ønskede overhovedet at vinde og erklærede åbent i tv-debatten – som Lukasjenko ikke nedværdigede sig til at deltage i – at sejren var Lukasjenkos.
Som oppositionslederen Svetlana Tikhanovskaja påpeger, er valg et forkert ord. »Det er en forestilling, hvor Lukasjenko klynger sig til magten for enhver pris«, som hun udtrykker det.
Da der var valg i 2020, var Svetlana Tikhanovskaja modkandidaten, efter at hendes mand blev sat i fængsel. For at undgå samme skæbne flygtede hun efter valget og har siden været i eksil. Dengang var der stor fokus på Belarus, og Tikhanovskaja fik fortjent også Politikens Frihedspris.
Ved farcevalget søndag var protesterne i og uden for Belarus betydelig mindre. Forståeligt nok: Ukraine-krigen, Gaza-krigen, Donald Trump og myriaden af andre konflikter i verden gør det let at miste fokus.
Men det er vigtigt ikke at glemme Belarus. Verden hænger sammen. Jo mere Vestens kamp for frihed og demokrati bliver en rastløs projektør, der hele tiden skifter position og fokus, jo mindre effekt har den. Slyngelstater og diktatorer styrker og beskytter hinanden – Putin angreb i 2022 Ukraine gennem Belarus.
Lige nu er vi og vores værdier i modvind, men det nytter at holde fast. Europas historie det sidste halve århundrede er faktisk en historie om mere og mere frihed og demokrati. Lukasjenko vandt denne runde. Men kampen fortsætter.
fortsæt med at læse
