Denne uge er det ti år siden, at Finn Nørgaard og Dan Uzan blev skudt og dræbt af Omar el-Hussein. Terrorangrebet rystede Danmark og trækker stadig dystre spor. Siden dengang har der været soldater placeret foran synagogen i Krystalgade, hvor Dan Uzan var frivillig vagt, da han blev dræbt.
Med god grund desværre. Antisemitismen er steget de senere år. Håndgranater kastet tæt ved den israelske ambassade i Hellerup sidste år viser, at truslen om terror stadig er reel. I Sverige blev den kendte koranafbrænder Salwan Momika skudt og dræbt i slutningen af januar. I denne uge kørte en afghansk asylansøger bevidst ind i en menneskemængde i München og sårede mindst 36 mennesker.
Motiverne for de forskellige angreb varierer og kendes ikke altid. Men angrebene har ét til fælles: De er alle et anslag mod vores frie, åbne og multikulturelle samfund. Danmark er lykkeligvis blevet forskånet for dødelige angreb siden 2015, men desværre er truslerne ifølge PET stadig alvorlig og udfordringerne på mange måder kun blevet større og mere varierede siden 2015.
Hvor det tidligere var radikaliserede personer som Omal el-Hussein, som samfundet skulle beskytte sig mod, er terroren nu blevet en slags forretning. Både håndgranaterne ved Israels ambassade og en påsat brand mod en jødisk kvindes lejlighed efterforskes som terror. Men som en helt anden slags terror – en slags blodigt bestillingsarbejde, hvor gerningsmændene måske slet ikke kender motivet, men bare bliver betalt for det.
Hvordan den nye slags trussel skal tackles og imødegås bedst, er en udfordring. Selvfølgelig er sværtbevæbnet militær på gaden bedre end terror. Men det kan og bør aldrig blive normen eller normaliseret. Vi lever, som statsministeren siger, i en usikker tid. Men vi skal passe på, at vi ikke med stadig skrappere straffe, flere og flere forbud mod ytringer og mere og mere synlig beskyttelse ender med at miste den frihed og det samfund, som vi søger at beskytte og værne om.
fortsæt med at læse
