Søndag aften stod den tidligere toppolitiker Henrik Sass Larsen frem og fortalte, at det er ham, der er tiltalt i en sag om besiddelse af 8.000 børnepornografiske billeder og videoer samt en barnelignende sexdukke.
Det var ikke med hans gode vilje.
Men den tidligere socialdemokratiske minister følte sig presset til det, fordi hans navn weekenden igennem havde været kastet nådesløst rundt på de sociale mediers frådende folkedomstol.
Om Sass Larsen har begået noget strafbart, er endnu uvist. Som alle andre danskere er han uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og selv bedyrer han sin uskyld.
Men imens bør vi medier overveje, hvordan vi presseetisk håndterer denne type sager. Oprindelig havde Sass Larsen anmodet om navneforbud, sådan som han er berettiget til, men inden domstolene nåede at tage endelig stilling til det krav, var hans identitet reelt blevet allemandseje.
Spørgsmålet er derfor, om det var rimeligt, at Berlingske som det første medie valgte at oplyse, at der var tale om både en tidligere minister og nuværende erhvervschef? Ja, det var nødvendigt for at godtgøre sagens åbenbare samfundsmæssige relevans og offentlige interesse.
Til gengæld var det over stregen, da Ekstra Bladet valgte at bringe et maskeret foto af Sass Larsen, fordi det tydeligvis ikke var vanskeligt for personer på de sociale medier at finde originalbilledet. Men selv om man kan kritisere Ekstra Bladet, så falder hovedansvaret tilbage på dem, der endte med at identificere Sass Larsen.
Sagen har fået formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kåre Pihlmann, til at opfordre til en markant ændring af reglerne, så navneforbud er udgangspunktet, og at det kræver en aktiv handling fra domstolene at ophæve det. Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, ønsker det samme.
Men i et land med en grundlovssikret offentlighed i retsplejen vil en sådan ændring være alt for vidtgående. Pihlmann og andre har dog ret i, at reglerne om navneforbud er udfordret af den digitale udvikling og især sociale medier. De nuværende regler er fra 1999, før »vi allesammen fik mulighed for at offentliggøre navne og oplysninger via sociale medier«, som Pihlmann rigtigt påpeger.
Frem for at indføre et generelt navneforbud i alle straffesager kunne man overveje andre mere begrænsede ændringer. Måske skal straffen for at overtræde navneforbud hæves, måske bør der indføres en slags karensperiode, så navnet ikke kan nævnes på sociale medier, før retsmødet er færdigt, og et eventuelt navneforbud er nedlagt.
Straffesager som denne er alvor. De handler om folks liv og frihed. Selvfølgelig har en tiltale mod en tidligere minister offentlighedens interesse, men den bør ikke gøres til en gætteleg på sociale medier.
fortsæt med at læse
