Klimaminister Lars Aagaard (M) har de seneste dage hængt i en tynd tråd. Oppositionen har for længst beseglet Lars Aagaards skæbne. De taler om at få ministerens hoved på et fad, når han onsdag morgen møder op til endnu et samråd i Folketinget, men i 11. time ser klimaministeren ud til at klare frisag takket være nordatlantiske mandater og den tidligere partifælle løsgænger Jon Stephensens nåde.
Der er mange gode grunde til at være kritisk over for Lars Aagaards ministertid, men hvilken politisk substans er der bag den aktuelle storm, der har risikeret at koste ham hans politiske liv?
Sagen handler om, at Lars Aagaard tilbage i august undlod at sende en pressemeddelelse om, at en udbygning af energinettet i en mere grøn retning blev forsinket og fordyret. Siden er det kommet frem, at ministeren orienterede andre i ministeriet, før han delagtiggjorde Folketingets øvrige partier. Og senest har denne avis kunnet fortælle, at Klimaministeriet også undlod at nævne oplysningerne i sin årlige opgørelse.
Lars Aagaard har under tidligere samråd erkendt og beklaget sine fejl, der selvsagt er kritisable.
Men alle dem, der nu ønsker klimaministeren afsat, bør lægge hånden på hjertet og spørge sig selv, om de virkelig mener, at der ikke skal mere til at vælte en minister.
Spørgsmålet bliver endnu mere påtrængende, når man ser på et par af de andre sager, der belaster regeringen. Tag justitsminister Peter Hummelgaard (S), der er under mistanke for at have givet Folketinget forkerte oplysninger om politiets ’vaskning’ af sager. Det betyder, at politiet lukker sager uden tilstrækkelig efterforskning for at nedbringe antallet af sager.
Eller tag beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er centrum i en skandale om en ny lov om arbejdspligt for borgere på kontanthjælp. Loven var møntet på indvandrere, men vil også ramme adopterede, hvilket ministeren i første omgang fortiede sit kendskab til.
Begge sager synes i sin substans at være langt mere alvorlige end Lars Aagaards brøde. Man skulle mene, at en næse fra Folketingets partier ville være en rigelig og rimelig påmindelse om, at klimaministeren ikke én gang til skal stille sig i vejen for at få sendt en pressemeddelelse.
Klapjagten på Lars Aagaard ligner mere partitaktik end en opposition, der evner at fokusere på den politiske substans. Der kan være gode grunde til, at Danmark trænger til en ny klimaminister. Sagen om den forsinkede pressemeddelelse er bare ikke en af dem.
fortsæt med at læse
