Både Jon Stephensen og det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz afviser at have fået noget til gengæld for at støtte Lars Aagaard ved dagens samråd.

Jon Stephensen og Aaja Chemnitz afviser at have fået noget for opbakning til Aagaard

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.58 med kommentar fra Jon Stephensen.

Det så sort ud for klimaminister Lars Aagaard (M) tirsdag – lige indtil, at først de nordatlantiske mandater og senere løsgænger Jon Stephensen meldte ud, at de ville støtte ministeren ved onsdagens samråd.

Nu afviser Jon Stephensen, at han skulle have fået noget til gengæld for den pludselige opbakning forud for onsdagens samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

»Det her er min egen frie vilje, og mere har jeg egentlig ikke at sige til det. Jeg har hverken fået vredet arme rundt eller lokkemad eller noget. Det er min egen frie vilje«, siger han til Ritzau.

Det grønlandske parti IA afviser også at have fået nogen politiske gaver for at bakke op om Lars Aagaard (M) i sagen om forsinkelser af udbygningen af det danske elnet, hvor oplysninger blev holdt tilbage, skriver folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) i en kommentar på sin Facebook-profil, hvor en bruger spørger hende: »Hvad fik I af Mette Frederiksen (S, statsminister, red.) for at holde hånden over Aagaard?«.

»IA har ikke fået noget for det. Vi støtter regeringen og mener, det er kritisabelt, hvad ministeren har gjort. Samtidig har han undskyldt og lovet at forbedre sin indsats«, lyder det i svaret fra Aaja Chemnitz.

Der tegnede sig ellers konturerne til, at ministeren måske kunne risikere at få et flertal imod sig i Folketinget i sagen.

En redegørelse viste tirsdag, at Lars Aagaard både havde været vidende om forsinkelserne af udbygningen af elnettet, og at han samtidig havde nikket til, at Folketinget ikke blev orienteret om dette.

Usædvanlig støtte fra Nordatlanten

Helt usædvanligt valgte tre af de fire nordatlantiske mandater i Folketinget imidlertid at blande sig i sagen, da de i en pressemeddelelse tirsdag udtrykte opbakning til Lars Aagaard.

Da løsgænger Jon Stephensen senere tirsdag valgte at gøre det samme, og løsgænger Peter Seier Christensen ikke vil blande sig på grund af sygdom, er et eventuelt fald for Lars Aagaard afværget i denne omgang.

Ud over Aaja Chemnitz stod de to færøske mandater i Folketinget, Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF), bag opbakningen til ministeren. Det er ellers kutyme i Folketinget, at de nordatlantiske mandater ikke blander sig i dansk indenrigspolitik.

IA, der er søsterparti til SF, har ifølge Aaja Chemnitz »støttet regeringen siden valgperiodens start«.

»IA’s stemme er ikke til salg«, skriver hun til en anden bruger, der også spørger ind til, hvorfor hun blandede sig i sagen«.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Aaja Chemnitz.

Sagen om Lars Aagaard tog sin begyndelse, da mediet Zetland i marts kunne beskrive, at en planlagt pressemeddelelse fra Energinet sidste år blev trukket tilbage efter dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Pressemeddelelsen beskrev, at der var massive forsinkelser i udbygningen af elnettet. Den specifikke pressemeddelelse og vurdering blev ikke leveret til offentligheden eller partierne uden om regeringen.

Lars Aagaard har beklaget sagen. Samtlige oppositionspartier er nu dybt kritisk indstillet over for ministeren, som forklarede sig i et samråd onsdag klokken 8.00.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her