Tanken er god. Billige andelsboliger, så byen ikke er lukket land for dem uden store bonusser, arv fra bedstefar eller milliongevinst på boligmarkedet.
Men som Politikens serie viser, er virkelighedens marked for andelsboliger i København ikke velfungerende.
Adgangen til de billige andele er reelt lukket for alle dem, der ikke har forbindelser, fordi ventelistepladser tildeles familie og venner. Man skal stadig være privilegeret, ikke med finanser, men med forbindelser, hvis man skal have en af de attraktive andele.
Maksimum for andelspriser er fastsat ved lov og findes ved sammenligning med udlejningsejendomme. Tidligere fik de fleste andelsforeninger fastsat deres værdi gennem den offentlige ejendomsvurdering. Men fordi de offentlige vurderinger har været suspenderet siden 2013, får flertallet af landets andelsforeninger nu valuarvurderinger.
Reglerne for valuarvurderinger blev strammet i 2018, men tilsyneladende ikke nok. Bankerne afviser stadig oftere at udlåne det, en andel er vurderet til. Vil man stadig købe, må man selv betale en højere udbetaling kontant.
Ønsker Folketinget at beskytte andelsboligen som boligform, må reglerne strammes, så det ikke kan betale sig for andelsforeninger at shoppe mellem valuarer og finde den højeste vurdering.
Men selv mere kontrol med valuarer vil og kan ikke ændre det grundlæggende problem: Der er for få boliger i København til dem, der gerne vil bo i hovedstaden. Der skal, som i f.eks. Aarhus, bygges langt mere. Større udbud vil give lavere priser – også på andele – og åbne byen for flere.
I den sammenhæng er Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theils, melding om at stoppe byggeri i Sydhavnen usolidarisk. Det kan godt være, at byen bevarer en gammeldags charme, hvis den ikke udvides. Men den lukkes også for alle andre end dem, der fik foden indenfor i tide.
Der skal bygges løs.
fortsæt med at læse
