Er der nogen, der fortjener at få al den støtte, der er behov for, til at komme på ret kurs igen, er det danske soldaterveteraner. De mennesker, der har kæmpet og fået ar på sjæl og krop i kamp for Danmark ude i verden, skal kunne regne med at få al tænkelig bistand, når de vender hjem. Alt andet ville være utænkeligt og uværdigt.
Derfor er det kun rimeligt, at staten det sidste årti har givet millioner til KFUM’s soldaterrekreationer i Høvelte, Aalborg, Fredericia, Holstebro og Varde, hvor de danske krigere kan få hjælp og adgang til en midlertidig bolig. Men som Politiken har afdækket i de senere uger, har KFUM desværre slet ikke levet op til forventningerne og ikke givet veteranerne den faglige og menneskelige bistand, de kunne forvente. Tværtimod faktisk.
Som ti nuværende og tidligere veteranmedarbejdere og soldaterhjemsledere fra KFUM har beskrevet, har forholdene på soldaterrekreationerne været under al kritik. Både de fysiske rammer, hvor veteranerne – tilsyneladende med KFUM’s vidende – blev indkvarteret i boliger med skimmelsvamp, der gjorde dem syge. Og de psykiske, hvor der blev talt ned til de tidligere soldater, og hvor arbejdsmiljøet var toksisk med stress, underbemanding og manglende faglig indsats. Meget tyder også på, at partnerskabsaftalerne med staten med hensyn til antallet af ansatte ikke er blevet overholdt.
At danske veteraner er blevet svigtet på denne måde, er i sig selv et enormt svigt, som må undersøges til bunds. Den eksterne undersøgelse af forholdene, der er blevet besluttet efter Politikens afdækning, er åbenbart nødvendig – og haster. For i virkeligheden handler det ikke kun om KFUM og svigtede veteraner.
Det er også et bekymrende tegn på manglende tilsyn og styr på sagerne i et forsvar, der på grund af de geopolitiske udfordringer har ekstremt vokseværk. Der kan beklageligvis hurtigt komme flere hjemvendte veteraner, der har brug for hjælp. Snart kan værnepligtige sendes til operative enheder i Baltikum på grænsen til Rusland. Både de og samfundet skal som en selvfølge kunne regne med, at vi har deres ryg, når de vender tilbage.
fortsæt med at læse
Nedladende og mangelfuld: Hård kritik af hjælp til hjemvendte soldater
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.