En regional storkrig er det allersidste, Mellemøsten har brug for lige nu. Der er en humanitær katastrofe i Gaza, og Syrien er kun lige kommet sig efter sin årelange borgerkrig. Ikke desto mindre kan det – medmindre omverdenen griber aktivt ind nu – meget vel være det, regionen har kurs mod efter Israels store luftangreb på Iran. Med angrebet fredag dræbte Israel store dele af den iranske militære ledelse, bombede en række iranske militærbaser og landets atomanlæg i Natanz.
Ifølge Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, var overraskelsesangrebet nødvendigt for at forhindre, at Iran udviklede atomvåben. Når det gælder den krigsforbryderanklagede Netanyahu, er det nærliggende at mistænke ham for at bruge krig til at holde sig selv og hans ekstreme regering ved magten, og den har været presset af en intern konflikt om ultraortodokse i hæren.
Men uanset om hans personlige politiske overlevelse har spillet en rolle i beslutningsprocessen, har Netanyahu en pointe, når det gælder Iran. Præstestyret har uomtvisteligt løbet om hjørner med Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, og beriget uran til et niveau, der kun giver militær mening. Det siger FN. Og Iran har i årtier uomtvisteligt truet Israel eksistentielt og destabiliseret regionen ved at støtte terrorgrupper som Hamas og Hizbollah. De færreste regeringer ville under de omstændigheder have ladet Iran udvikle et atomvåben imod dem – hvis de kunne hindre det.
I Mellemøsten er verden ikke sort/hvid, men moralsk gråmeleret og nuanceret. Israel begår frygtelige krigsforbrydelser i Gaza, men Iran er en terrorstøttende stat. Verdenssamfundet har svigtet ved ikke at få afmonteret Irans atomprogram, og hele regionen risikerer nu at betale prisen. Både Israel og Iran er regeret af ekstremistiske regimer, der er alt for villige til at ofre uskyldige liv. Men de er ikke immune over for eksternt pres. Det pres skal omverdenen nu lægge for at forhindre, at krisen spinner helt ud af kontrol.
fortsæt med at læse
