Jeg har aldrig oplevet noget lignende«. Ordene kom fra en person, denne avis aldrig vil fortælle navnet på. En anonym kilde med kendskab til et stærkt usædvanligt og uhyggeligt forløb på den amerikanske ambassade i København og det amerikanske konsulat i Nuuk.
Her er cirka 30 ansatte, herunder danske statsborgere, blevet pålagt at udlevere al deres kommunikation om Grønland, Donald Trump, Trump Jr.’s besøg i Nuuk tidligere på året samt al korrespondance med den amerikanske konsul i Nuuk. Også opslag på sociale medier skal udleveres.
At skulle udlevere arbejdsmail er ikke uhørt, men dette går langt videre og minder mere om en politistat, der overvåger og truer anderledes tænkende, selv om USA’s regering formelt bare svarer på en anmodning om aktindsigt. Det er en klapjagt på egne ansatte, der mistænkeliggøres og går en usikker fremtid i møde, hvis de har kommunikeret på en måde, der ikke falder i Trumps smag.
Stokkemetoden minder om det raid, Trump bad Elon Musk om at gennemføre i de statslige organisationer under Doge-offensiven, hvor embedsmænd i bundter blev fyret, og USaid blev lukket over natten. Det er uhyggeligt ud fra et demokratisk perspektiv, og når det rammer ansatte på dansk og grønlandsk jord, så skærpes alvoren.
Selvfølgelig har ansatte på ambassaden kommunikeret med danske meningsdannere, embedsmænd og politikere. Det er deres job. Er denne kommunikation på vej til at blive vendt på vrangen i Washington? Ingen aner det, men det er påfaldende, at den danske regering har forholdt sig musestille, siden denne avis afslørede Trumps klapjagt.
De følger den samme strategi som under beslutningen om at lade amerikanerne få adgang til danske militærbaser, selv om Trump umisforståeligt har truet med at annektere dele af rigsfællesskabet. Hellere holde sig for øjne og ører end at handle med retsstatens værdighed.
Den danske regering burde i det mindste udbede sig en forklaring på, hvordan amerikanerne har tænkt sig at skærme danske statsborgere og statsansatte i deres tankepolitiske klapjagt.
fortsæt med at læse
Usædvanlig aktindsigt tvinger ansatte på USA's ambassade i Danmark til at udlevere private e-mails
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.