Vi mødte Rikke forleden her i avisen. Hun er 55 år, pæredansk og datter af forældre, der engang arbejdede for en dansk virksomhed i Asien. Rikke lider af svær angst og stress, og derfor er hun berettiget til udvidet kontanthjælp.
Men det er nu slut. Rikke er sat ned på kontanthjælpens laveste sats pr. 1. juli, og nu kan hun ikke længere betale sine allermest basale udgifter til bolig, mad og andre fornødenheder.
Hvad har Rikke dog gjort? Intet. Hun er blevet indhentet af fortiden og et regeringsindgreb på den mest absurde måde.
Rikkes udlandsophold med forældrene for 40 år siden gør hende juridisk set til en person, der er indrejst i Danmark efter 1968. Og disse personer er omfattet af reglerne om mindstesats for kontanthjælp.
Det er lige så tudetosset, som det lyder, og Rikke er desværre en del af historien om et bebudet kollaps i ét af velfærdssamfundets vigtigste sikkerhedsnet.
Igennem de seneste uger og måneder har fagfolk i denne avis forsøgt at råbe regeringen op: Den er helt, helt gal med den reform af kontanthjælpen, som blev gennemført pr. 1. juli.
Reformens formål er at få flere borgere i arbejde. Ingen kan være imod. Men det bagvedliggende politiske sigte handler om at ramme særligt personer, der er kommet til landet efter 1968. Læs: flygtninge og indvandrere.
Det er så denne kategori, Rikke falder ned i, hvilket blot udstiller absurditeten i reformen. Ifølge regeringens forventninger vil reformen få 750 borgere i arbejde, hvilket vil være lykkeligt for hver enkelt af dem. Men det er helt ude af proportioner med de menneskelige omkostninger, kontanthjælpsreformen netop nu får nogle af vores samfunds mest sårbare personer.
Omkring 21.000 kontanthjælpsmodtagere vil – som Rikke – ved næste udbetaling få den laveste kontanthjælp. Det er en stigning på 4.700 personer som følge af de nye regler.
Vi taler om nogle af vores samfunds mest udsatte borgere, som regeringen med åbne øjne skubber længere ud over kanten.
Som Rikke udtalte forleden her i avisen: »En af grundene til, at jeg ikke kan passe et arbejde, er, at jeg kæmper med ekstrem stress og angst. Og ærligt talt, det her hjælper ikke«.
Rikke taler desværre på vegne af hundredvis af andre sårbare borgere, som vores velfærdssamfund burde hjælpe. Ikke straffe. Regeringen burde erkende sin fejl og se at få rullet sin reform tilbage i en fart.
fortsæt med at læse
