Sidste år begik Pride-arrangørerne en stor brøler ved at blande Gaza-debatten ind i kampen for kønspolitisk frihed. Kravet om at sponsorerne havde en særlig holdning til tragedien i Mellemøsten, fik mange virksomheder til at droppe støtten, og det endte med en vingeskudt Pride. Den fejl har Pride-arrangørerne lært af, og lørdagens store parade tegner til at blive den vanlige farverige folkefejring af frihed og forskellighed.
Men der er en bredere pointe i sidste års krise. Man behøver ikke være enige om alt for at kunne kæmpe sammen for individuel frihed. Man må gerne mene, at kampen for LGBTQ+ også bør inkludere kampen for undertrykte på andre fronter, herunder i Gaza. Man må også gerne mene, at de to ting er helt forskellige, og at det er absurd at blande kønskamp sammen med Gaza-støtte. Den britisk-amerikanske kommentator Andrew Sullivan kritiserer i et essay i Politiken USA’s LGBTQ+-bevægelse for at være gået alt for langt med kravene om enighed om stadigt flere dagsordener og derfor er endt som en stærkt intolerant bevægelse, hvor der ikke accepteres nogen holdningsmæssig slinger i valsen.
Det synspunkt kan meget vel hænge sammen med afsenderen selv. Det er sikkert ikke sjovt med alderen at miste pladsen blandt de toneangivende i kønskampen. Nye generationer kommer til med nye kampe. Sådan er det, og sådan skal det være. Men woke-bevægelsen og LGBTQ+ er i USA og andre dele af Vesten kommet i voldsom politisk modvind. Herhjemme viste en ny undersøgelse, at der stadig er udbredt homofobi. Det bør skabe refleksion. Skal Priden og den kamp, som den symboliserer for at alle kan være sig selv både identitetsmæssigt, kønsmæssigt og seksuelt, forblive succesrig, skal der være plads til debat. En fri debat, en debat hvor der er plads til alle, uanset om de er modne homoseksuelle som Andrew Sullivan eller unge woke Gaza-aktivister. Debatten ruller her i avisen for tiden – lad den få frit løb til lørdagens parade og derefter.
fortsæt med at læse
