Leder afSarah Skarum

Journalist

Fokus på kvinders sundhed bør øges markant.

Det er trist og dumt, at regeringen ikke tager kvinders sundhed alvorligt

Lyt til artiklen

I denne uge offentliggjorde Dansk Industri et idékatolog, der indeholder en række forslag til at nedbringe kvinders sygedage og højne deres livskvalitet. Det vil gavne både kvinderne selv, deres familier, arbejdspladser og samfundsøkonomien som helhed.

Der er god grund til at gøre noget. I Danmark har kvinder i gennemsnit syv flere sygedage om året end mænd, og de lever 25 procent mere af deres liv i dårlig helbredstilstand. Danske kvinder har færrest forventede raske leveår blandt alle EU-borgere.

Kvinder risikerer i højere grad end mænd at leve med oversete og underbehandlede sygdomme og tilstande. F.eks. lider dobbelt så mange kvinder som mænd af migræne, men selv om kvinder har flere, længere og mere alvorlige migræneanfald end mænd, diagnosticeres kvinder 4,74 år senere.

Det er synd for de kvinder, der får en dårligere livskvalitet, end de havde behøvet, og synd for alle dem, der elsker kvinderne.

Det er også meget dyrt. I en analyse fra McKinsey estimeres det, at det hvert år vil bidrage med cirka 30 mia. kr. til dansk økonomi, hvis man får lukket det hul, der er, når det kommer til forskning og innovation, der kan forbedre kvinders helbred.

Alene overgangsalder koster 4 milliarder om året i tabt arbejdstjeneste.

Det er beundringsværdigt, at en arbejdsgiverorganisation tager kvinders sundhed så alvorligt – og naturligvis også udtryk for, at kvinders sundhed kan blive en god forretning. Men det er trist og dumt, at regeringen ikke tager opgaven lige så alvorligt. Både for kvindernes skyld, men også økonomisk.

Et rigt samfund som det danske kan ikke være bekendt, at halvdelen af befolkningens sundhed ikke tages lige så seriøst som den anden halvdel. Få nu sat fokus på kvinders sundhed. I Norge har man siden 2006 haft et nationalt fokuscenter for kvinders sundhed og lavede i 2023 en national strategi.

Danmark bør gøre det samme. Nu.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her