Det tog kun to årtier, men nu er den her endelig: en litteraturkanon, der ikke længere ligner forsiden på en dansk pengeseddel fra 1950’erne.

For første gang siden 2004 har man taget et nødvendigt opgør med den kanon, der i 20 år har været kulturbærende stof i gymnasiets danskundervisning – og som samtidig var præget af et kønsmæssigt tunnelsyn så snævert, at det næsten burde have været pensum i sig selv: Hvordan man historisk er i stand til at udelukke halvdelen af befolkningen fra at præge vores fælles dannelse.