Internettet lærte os alt for meget, alt for tidligt – om kroppe, had og frygt. Det, der skulle være et vindue mod verden, blev et spejl, der forvrængede vores blik på os selv. Vi voksede ikke op med sociale medier; vi voksede op i dem. Og det gjorde os til børn i et system, hvor opmærksomhed er valuta, og hvor ingen voksne længere har kontrollen«. Sådan beskriver den studerende Cornelia Filippa Vámosi i Politiken sin barndom. Her fortæller hun, hvordan det er at vokse op som barn med sociale medier, der gjorde børn til brugere og deres adfærd til en forretning uden hensyntagen til, at børnenes trivsel blev ødelagt.
De voksne bør tage kontrollen tilbage. Det er både rigtigt og nødvendigt, at regeringen vil forbyde unge under 15 år at have profiler på sociale medier, medmindre de som 13- og 14-årige får samtykke fra deres forældre til at oprette en profil.
Den nuværende grænse er 13 år, men en undersøgelse fra Børns Vilkår viste, at 94 procent af danske børn har mindst én profil på et socialt medie, inden de er fyldt 13 år. Knap halvdelen er på et socialt medie, inden de er fyldt 10 år. Så en hævet aldersgrænse er ikke nok. Den skal også håndhæves, f.eks. ved at kræve en effektiv aldersverificering.
Men et ændret forhold til brugen af sociale medier kræver mere end blot regler. En ting er at vide, hvad man må. En anden at forstå hvorfor. Derfor må brug af sociale medier være en del af børns opdragelse. De nye, højere aldersgrænser er en god anledning til en nødvendig samtale mellem børn og forældre om, hvordan sociale medier er alt andet end uskyldige, men direkte underminerer deres kundskaber og almene dannelse.
Her bør alle forældre også huske, at børn typisk ikke følger deres forældres ord, men mere efteraber deres adfærd. Sidder forældrene konstant selv med hovedet i skærmen, mens de søger likes, trøstekøber for at reparere på et sølle selvværd eller skriver ubehageligheder i kommentarfelter, får de næppe deres børn til at opføre sig meget bedre.
En ny og bedre kultur på sociale medier kræver en fælles indsats. Regeringens udspil er en god begyndelse.
fortsæt med at læse
Instagram kommer med nye retningslinjer
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.