Vi var den første generation, der lærte at se os selv, før vi lærte at være os selv. Som 10-årig lagde jeg mit første billede op – et uskyldigt klik, troede jeg. Men bag skærmen begyndte virkeligheden at forskyde sig. Grænsen mellem leg og iscenesættelse, mellem nysgerrighed og afhængighed, opløstes. Jeg begyndte at tænke mig selv i billeder, at måle min værdi i reaktioner. Og med ét åbnede døren sig til en verden, ingen børn burde se: porno, virale henrettelsesvideoer, dødstrusler i kommentarfelter og jævnaldrende, der blev udskammet, udstillet og truet.
Internettet lærte os alt for meget, alt for tidligt – om kroppe, had og frygt. Det, der skulle være et vindue mod verden, blev et spejl, der forvrængede vores blik på os selv. Vi voksede ikke op med sociale medier; vi voksede op i dem. Og det gjorde os til børn i et system, hvor opmærksomhed er valuta, og hvor ingen voksne længere har kontrollen.
