Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

Folketinget forværrer boligkrisen i København.

D​e har forstået det i Bruxelles. De har forstået det på Københavns Rådhus. Men på Christiansborg er krisens alvor ikke sivet ind

Lyt til artiklen

De har forstået det i Bruxelles. De har forstået det på Københavns Rådhus. Men bag Christiansborgs mure er krisens alvor åbenbart ikke sivet ind. Og nej, det er ikke krigen i Ukraine eller klimakrisen, vi taler om, men en mindst lige så stor udfordring for sammenhængskraften og den politiske stabilitet: boligkrisen. De hastigt stigende boligpriser i storbyer som København forgylder de nuværende ejere med enorme arbejds- og skattefri gevinster og gør i stigende grad byerne til et lukket land for folk med gennemsnitlige indkomster.

Fra EU’s side annoncerede den danske kommissær Dan Jørgensen (S) i et interview med Politiken i weekenden, at man vil gribe ind over for overdreven korttidsudlejning af boliger – Airbnb og den slags – der tømmer bykernen for lokalt liv og puster boligboblen op. Godt og på tide. I valgkampen op til kommunalvalget i København næste måned er boligpriser også det store tema. Senest har Enhedslisten meldt ud, at de vil bygge 41.000 nye boliger i København frem til 2040, halvdelen af dem almene boliger.

Om man synes Enhedslistens løsning er den rette, er en smagssag. Men helt absurd er det, at Folketinget ikke hjælper med at løse boligkrisen, men tværtimod gør den værre. At politikerne i årtier har nægtet at gribe ind over for de eksploderende boligpriser og i stedet kastet benzin på bålet med et skattestop og et dysfunktionelt offentligt vurderingssystem, er i sig selv et enormt svigt. Men helt absurd er det, at landspolitikerne ovenikøbet gør det svært for København selv at handle og bygge mere alment.

For midt i en historisk boligkrise må Københavns Kommune ikke kræve mere end 25 procent almene boliger i nybyggeri. Og for at gøre ondt værre, gør en nationalt bestemt maksimalpris det svært i det hele taget at bygge alment i København. Ifølge FSB, der er Københavns største almene boligselskab, har det lave anlægsprisloft eksempelvis for tiden sat en stopper for færdiggørelsen af tre plejehjemsbyggerier. Så ikke bare undlader Folketinget at hjælpe med at løse boligkrisen, de gør den aktivt værre. Som et minimum bør det ændres, og kommunen sættes fri.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her