Man skal ikke have opholdt sig længe i Ukraine for at se, hvad det krigsplagede land har mest brug for: faste aftaler, økonomisk støtte og stabile våbenleverancer.
Man skal ikke have fulgt intenst med i Donald Trumps udtalelser i de seneste dage for at konstatere, at manden og landet, der er afgørende for Ukraines fremtid, leverer det stik modsatte: usikkerhed, tvivl om indgåede aftaler og uvisse våbenleverancer.
Først var der mødet i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump åbenbart pressede på for det, der hidtil har været helt og aldeles uacceptabelt: at Ukraine skal afgive de landområder og byer, som Ruslands diktator Vladimir Putins tropper har erobret. Dernæst skulle Trump have brugt Putins væmmelige ord om »en særlig militæroperation« om det, der retteligt er Ruslands ulovlige invasionskrig. Et større knytnæveslag i ansigtet på det ukrainske folk er vanskeligt at forestille sig.
Kan man forestille sig en mere uhyggelig optakt til det planlagte møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin, der planlægges hos Rusland-protegeen Viktor Orban i Ungarn?
Næppe. Ukraine har ikke en chance for at ane, om landet er købt eller solgt af USA. I dette tomrum af tvivlens tarveligheder lægger Donald Trump et kolossalt pres på Ukraine, og den amerikanske strategi har allerede vist sin effekt. Sammen med EU’s stats- og regeringschefer valgte Volodymyr Zelenskyj tirsdag at indvilge i, at de nuværende fronter i krigen kan være udgangspunktet for en våbenhvile og senere fredsforhandlinger.
En afslutning på blodbadet vil være en lykke, men at våbenhvilen fryser ved den nuværende frontlinje må ikke betyde de facto anerkendelse af Ruslands illegitime territorialkrav. For at sikre at det ikke bare bliver et pusterum for yderligere aggression skal den kombineres med en overbevisende amerikansk-europæisk stabiliseringsstyrke.
Det er let at rase mod Trump, men selv om Europa igen og igen forsikrer, at vi står last og brast med Ukraine, så er det ikke lykkedes os at opbygge en våbenindustri, der formår at levere våben af hverken den type eller det omfang, der kan sikre Ukraine.
Det europæiske svigt af egen sikkerhed går mange år tilbage, og eftertiden vil uomgængeligt fælde en hård dom. Men det kan Ukraine ikke bruge til noget som helst i den nuværende skæbnestund. Der er ingen tid at spilde, når det handler om at få sat maksimal fart på opbygningen af en våbenindustri, der gør os mindre afhængige af USA.
Alternativet ser vi desværre udmålt i disse dage.
Christian Jensen
fortsæt med at læse
Medier skønner antallet af dræbte russiske soldater til at være 352.000
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
