Der var 40 minutter uden kontakt. Et sted bag Månen var fire mennesker helt uden for rækkevidde af den øvrige menneskehed, men så kom signalet fra ’Orion’-rumkapslen tilbage til Jorden, og nu er astronauterne på vej hjem igen med planlagt landing i Stillehavet natten til lørdag.
Rumfart er dyr, og indvendingerne er velkendte: Hvorfor bruge milliarder på at sende mennesker rundt om Månen, mens krige raser, og klimaet her på Jorden er i krise? Men det er en falsk modsætning. Rumfart har altid været en blanding af teknologiudvikling, videnskab og storslået fortælling, og det er netop i en tid præget af krig og kriser, at en så videbegærlig mission som Artemis II har sin opmuntrende betydning. Det har man lov at glæde sig over, selv om ethvert rumprojekt, fra Artemis til opsendelse af kommunikations-satellitter, altid også er et led i et større spil om dominans. Ligesom Apollo var led i supermagtsrivaliseringen mellem USA og Sovjet, er Artemis en del af kapløbet – særligt mellem USA og Kina – om kontrol med Månens ressourcer.
