Skandalerne i Rigsrevisionens beretninger om politiets systematiske svigt og svindel er så mange og varierede, at det er svært at sige, hvad der er værst. Den ulovlige henlæggelse af tusinder af sager om digital svindel og stalking, der har ødelagt ofrenes liv? Den bevidste fejlkategorisering af voldtægtssager, så de ikke skulle efterforskes ordentligt? De direkte løgne til tusindvis af ofre om, at deres sag blev efterforsket, selv om den reelt var blevet skrinlagt – ’vasket’ i politislang. Eller den næsten totale mangel på efterforskning af alt uden for rigets grænser?
Det hele er skandaløst og uhyre stødende for retsbevidstheden. Dette handler ikke om et par brodne kar. De svigt, som Rigsrevisionen har afsløret ud fra mere end 300.000 undersøgte sager, er udtryk for en syg arbejdskultur og en systematiseret svindel, som ikke bør være mulig i et retssamfund. Det er ikke en stjålen cykel, som ikke bliver efterforsket, det er anmeldelser om menneskehandel, der ikke bliver undersøgt. Mere end hver ottende politiperson, der arbejder med økonomisk kriminalitet, siger, at de har undladt at oprette sager om økonomisk kriminalitet. Ikke en gang, men for nogles vedkommende månedligt.
