ULYKKELIGVIS findes der forældre, både fædre og mødre, der ikke egner sig til at være forældre. Derfor bør det i sidste instans være muligt at fratage enten en eller begge forældre myndigheden over deres barn. Men kun i ekstreme tilfælde. For som udgangspunkt bør begge forældre naturligvis have et fælles, udelt ansvar for børn, de sætter i verden. Uanset hvad i øvrigt velfungerende forældre må mene om hinanden efter en skilsmisse, bør udgangspunktet således altid være, at forældrene også fremover tager fælles ansvar for deres børn. Vanvittigt nok er det imidlertid ikke tilfældet i dag. Som i en surrealistisk tidslomme har Danmark stadig her i 2006 en lovgivning, der betyder, at moderen typisk får den fulde forældremyndighed over barnet i tilfælde af uenighed.
Selv om faderen er helt normal, omsorgsfuld og nøjagtig lige så velfungerende som moderen, medfører den gældende retspraksis, at kvinden kan nægte faderen fælles forældremyndighed. Faderen kan bare pakke kufferterne og derefter forlade sig på moderens forgodtbefindende. Denne absurde situation er ikke blot en grundlæggende krænkelse af princippet om ligestilling, men er først og fremmest en krænkelse af barnets naturlige ret til at have et ligeværdigt forhold til både en far og en mor. Derfor giver det ingen mening, at forældre ikke er fuldstændig ligestillet.
