USA’s EFTERRETNINGSTJENESTER har vurderet, hvor stærkt terrorismen står her tre år efter invasionen af Irak. I weekenden kunne New York Times – uden at blive modsagt af myndighederne – afsløre en bærende konklusion: USA’s militære tilstedeværelse i især Irak har radikaliseret så mange islamister, at truslen fra dem i dag er større end nogensinde. Konklusionen svarer i den store skala til PET’s hjemlige konstatering af, at Danmark naturligvis er mere sårbart nu end tidligere, fordi vi har fået en højere profil via Irak, Afghanistan og karikaturer.
Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sidste uge modsagde så indlysende en sammenhæng, er det utvivlsomt for at nedtone konsekvenserne af sin egen politik. Men det er vigtigt at forstå konklusionen rigtigt: AT TRUSLEN ER VOKSENDE og stimuleres af vores egen politik, betyder naturligvis ikke, at vi skal opgive terrorbekæmpelsen, ligesom det ikke på nogen måde retfærdiggør terroristernes mord på uskyldige. Problemet for Anders Fogh og George W. Bush er bare, at krigen i Irak ikke kan begrundes som en del af terrorbekæmpelsen. Den var begrundet dels i faren fra masseødelæggelsesvåben, der ikke var der, dels i en ambition om at demokratisere Irak, hvilket ser mere og mere håbløst ud. Til gengæld er det i høj grad lykkedes at stimulere terror både i og uden for Irak – en terror, Irak ikke var arnested for før. POINTEN HAR ET VIDERE perspektiv. Konflikten med islamistisk terrorisme har en helt anden karakter end modsætningsforholdet til den østlige magtblok under den kolde krig: Terroristerne motiveres af et ekstremt sort-hvidt verdensbillede, der hele tiden kræver næring for at kunne stimulere og fastholde fanatismen hos nye rekrutter. Terroristernes ledere griber naturligvis gerne denne næring i den blå luft og gør gerne en myg til en elefant – som i tilfældet med pavens middelalderlige citat. Men hårde kendsgerninger, ideologisk udlagt, er nu engang langt mere effektive rekrutteringsagenter. De mange vestlige soldater midt i Mellemøsten, for slet ikke at tale om vores overgreb, fejlbombninger, tortur med videre, er her en gave til fjenden. Ja, faktisk er sådanne gaver med til at skabe fjenden. Hvis ikke den erkendelse i stigende grad kommer til at præge terrorbekæmpelsen i vore lande, vil antallet af vrede og voldelige unge mænd vokse, uanset hvor mange af dem vi får uskadeliggjort med vore overlegne klassiske magtmidler.
