Anmeldelsen af ledende medlemmer af Dansk Folkeparti for racisme er mødt med forargelse, længe før den i dag offentliggøres. I Debatsektionen i dagens avis kan man danne sig en mening om de udtalelser, som 66 borgere har anmeldt som krænkelser af racismeparagraffen. Men initiativets kritikere er øjensynlig helt ligeglade med, hvad der er blevet sagt. At gøre racismeparagraffen gældende over for Dansk Folkeparti er efter deres mening skandaløst, helt uanset substansen. Skandalen er øjensynlig, at hvis ledende medlemmer af Dansk Folkeparti blev begrænset i deres tilbøjelighed til at udtale sig racistisk, så ville der være tale om et for folkestyret alvorligt tab af ytringsfrihed. DET ER betegnende for dansk debat lige nu, at det synspunkt gøres gældende på lederplads i to af landets største aviser. Dets konsekvens er jo, at racismeparagraffen må ophæves, og at Danmark dermed skal bryde ikke bare med årtiers gældende ret, men med hele den europæiske og internationale retstradition, som forbuddet mod racistiske udtalelser udspringer af. Et synspunkt om, at Pia Kjærsgaard, Mogens Camre og Co. rent faktisk ikke udtaler sig racistisk, er naturligvis legitimt. Men det kræver syn for sagn og en åben debat – og nu altså også en vurdering i anklagemyndigheden. På forhånd at fastslå, at Dansk Folkepartis ledende politikere er hævet over loven, uanset hvad de har sagt, er noget ganske andet. I USA er racisme i dag noget nær utænkeligt i det offentlige rum – men ikke ulovligt. I Europa understøtter lovgivningen forbuddet mod racisme. I begge tilfælde er det den bagvedliggende norm, der er afgørende. Princippet om menneskers ligeværdighed er selve grundlaget for demokratiet. Hvis hvert enkelt menneske uanset hudfarve eller religion ikke har krav på samme værdighed og respekt, så falder alle de øvrige menneskerettigheder sammen. Når normen krænkes i et politisk og propagandistisk øjemed, er det både moralsk og juridisk en skærpende omstændighed. Er det, hvad Pia Kjærsgaard og de andre har gjort? Døm selv. ts