Hvem kan være imod at give flere penge til psykisk syge og asylbørn? Heldigvis få. Opbakningen til velfærdsstaten er efterhånden så udbredt, at kun ét parti i Folketinget konsekvent nægter at uddele særlige puljepenge til udsatte grupper. Modstanden kommer dog hverken fra højre eller klumpspillet på midten, men derimod fra den yderste venstrefløj. Kun Enhedslisten har karakterstyrke nok til at stå imod, når de øvrige partier fordeler de såkaldte satspuljepenge, der opstår hvert år, fordi overførselsindkomsterne ikke reguleres med lønudviklingen. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) – hende, der for et år siden udtalte, at »uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet« – har forklaret modellen enkelt: »Overførslerne stiger automatisk år for år. Ikke helt så meget som velstanden, men næsten«. Ordet ’næsten’ beskriver ganske godt de øvrige partiers forhold til den stigende sociale ulighed. Selv om Finansministeriet i denne uge dokumenterede, at den sociale ulighed er steget under VK-regeringen, fortsætter alle partier – undtagen Enhedslisten – med næsten at gøre noget ved udstødelsen. I modsætning til socialminister Eva Kjer Hansen har de andre politikere ikke haft mod nok til at sige, at bagtanken reelt er, at folk på overførselsindkomster skal blive relativt fattigere år for år. I stedet dækker de andre forligspolitikere sig ind under, at de kan dele flotte gaver ud til værdigt trængende hvert år op under jul. Heldigvis er flere politikere nu begyndt at få eftertanker. SF melder åbent ud, at satspuljeordningen skal ændres. Men hvis de øvrige partier, der officielt hævder at ville bekæmpe uligheden, skal have nogen troværdighed, må også de gøre op med satspuljeforliget. På samme måde som Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre kom til fornuft med kontanthjælpsloftet – der ligeledes bidrager til den sociale skævvridning – bør de nu gøre op med ideen om at finansiere forbedringer til de svagest stillede ved at tage penge fra andre svagt stillede. Hvis oppositionen ikke næsten skal ligne regeringspartierne, er den nødt til at træde ud af geleddet og turde gå i en anden retning.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
