Verden ville være vidunderlig, hvis jordens befolkninger kunne enes om at donere de blot 200 mia. kroner, det årligt ville koste at udrydde ekstrem fattigdom, analfabetisme, vuggedød, malaria og manglen på rent drikkevand i hele Afrika. Og endnu bedre hvis befolkningerne kunne enes om at give yderligere 200 mia. kroner om året – og dermed skabe et værdigt liv for alle de cirka 2 mia. mennesker i verden, der i dag lever uden basal uddannelse, sundhedspleje, rent vand og mad. Men desværre er den politiske vilje ikke til stede. Slet ikke. Derfor kan det umiddelbart virke håbløst at tro, at verdensoffentligheden i dag, i morgen eller blot i løbet af næste generation vil påtage sig en endnu større udfordring: at bremse de langsigtede skader ved klimaforandringerne. Men den ene udfordring løser ikke sig selv, blot fordi den anden ignoreres. Fattige mennesker får det ikke automatisk bedre, fordi håndteringen af klimaforandringerne udskydes til senere. Måske snarere tværtimod. Derfor er det nødvendigt at erkende alvoren i de advarsler, som senest er fremlagt i den britiske Stern-rapport. Uanset hvilke politiske problemer man end ønsker at løse, kommer man ikke uden om at konfrontere de globale klimaforandringer i dette århundrede. Ambitiøse projekter lykkes aldrig, hvis alene pragmatismen råder. De europæiske lande ville f.eks. aldrig have forenet kræfterne, hvis fremsynede politikere ikke havde løftet ambitionsniveauet op over det muliges kunst. De mest ressourcestærke lande bør derfor gå forrest nu – og skabe grundlaget for en langsigtet indsats mod de klimaforandringer, ingen længere kan negligere. Kyoto-protokollen er ikke perfekt. Men den er en begyndelse. Alternativet til Kyoto er næppe en bedre klimaaftale, men ingen klimaaftale. Alligevel må man besinde sig på, at det næppe bliver en ny grandios 100-årsplan, der løser fattigdomsproblemerne og klimaforandringerne. Verdenshistorien rummer få eksempler på succesfulde masterplaner. Ingen bør derfor blot sætte sig og vente på, at samtlige lande i verden bliver enige om at nedbringe CO²-udledningen. Hvert enkelt menneske, virksomhed og nation har et praktisk ansvar for at afbøde skadevirkningerne af global opvarmning. Måske er det ikke menneskeligt muligt at forhindre, men det er umenneskeligt ikke at forsøge med alle effektive midler.