Hvor det 20. århundrede var i ekstremernes vold, kan det 21. århundrede vise sig at blive paradoksernes århundrede: Skønt op mod 250 millioner kinesere stadig lever i ekstrem fattigdom – med under 6 kroner om dagen – har Kina her i weekenden fordoblet sin bistandshjælp til Afrika; det tabte kontinent, hvor 300 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom. Umiddelbart kan det virke paradoksalt, at et udviklingsland vælger at sende sine hårdt tiltrængte penge videre til andre nødlidende mennesker på den anden side af kloden. Vestlige politikere har heller ikke været sene til at påpege, at Kina har gustne motiver og kun ønsker at udbytte Afrikas naturressourcer – og i øvrigt er komplet ligeglade med menneskerettighedskrænkelser, korruption og andre af de kroniske dårligdomme, der fastholder millioner af afrikanere i fattigdom. Vesten har dog ikke meget at lade andre høre, når det gælder udbytning af Afrika. Man kan ikke fortænke kinesere og afrikanere i at mene, at kritikken er hyklerisk – om end blodig reel: Ved at holde hånden under de korrupte regimer i Afrika kan kinesiske købmænd forværre problemerne. Efter weekendens topmøde i Beijing kan kinesere og afrikanere dog i stigende grad ignorere, hvad politikere i Vesten mener. Der er et større skred i gang på den internationale scene; et opbrud af pladetektoniske dimensioner. Kina fremstår efterhånden som et reelt alternativ til USA og EU. Næsten ligegyldigt hvad kineserne kan tilbyde, vil det være værd at prøve for de afrikanske lande: Mens Kina har verdensrekord i fattigdomsbekæmpelse, vokser antallet af ekstremt fattige afrikanere stadig år for år. Hvis kinesiske statsembedsmænd blot overtager den rolle, europæiske kolonimagter tidligere har spillet i Afrika, er det dog tvivlsomt, om nogen vil være bedre hjulpet. Det afgørende er derfor, at de afrikanske befolkninger formår at udnytte kampen om kontinentets gunst til selv at sætte præmisserne. Kinesernes indtog kan blive begyndelsen på en ny, positiv spiral. Under alle omstændigheder vil EU-landene ikke kunne påvirke udviklingen og derigennem sikre en stabil udvikling i landene syd for Middelhavet, hvis vi fortsat lurepasser. Derfor bør alle handelshindringer ophæves, bistanden øges og adgangen til vores arbejdsmarkeder åbnes. Endnu bedre muligheder er EU’s eneste mulige modsvar.