Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Det har ikke været videre opløftende at opleve, hvordan SF, S og R på det seneste har beskæftiget sig intenst med en stribe i snæver forstand partipolitiske overvejelser. Det har drejet sig om statsministerposten, ministertaburetter og lister med programpunkter, man enten er enig om, enig om at være uenig om, eller enig om ikke at tale om. Fælles for alle punkterne har været, at de forudsætter et valg, før de har nogen betydning i det virkelige liv. Baggrunden for kandestøberierne er, at regeringen er i defensiven, og at flere meningsmålinger peger på, at VKO ikke længere har opbakning fra et vælgerflertal. Mindre end to år inde i valgperioden er der dog meget langt fra, at man kan tage resultatet for givet. DEN STØRSTE uklarhed i det politiske landskab knytter sig fortsat til de radikale. Partiet siger, at den politiske hovedprioritet er at bryde VKO-flertallet. Men hvis R mener det alvorligt, var der jo ingen grund til at tilføje, at man under ingen omstændigheder vil støtte Anders Fogh Rasmussen. For hvis det virkelig er hovedprioriteten at bryde Dansk Folkepartis indflydelse, så ville R jo godt kunne støtte en Anders Fogh, der selv havde brudt med Pia Kjærsgaard. Hvor usandsynlig den mulighed end forekommer, er det jo kun Anders Fogh og Venstre, der kan udelukke den helt – ikke Marianne Jelved og de radikale. Og hvis de radikale selv i den situation, og uanset politiske indrømmelser, ikke ville skifte side, så er der vel kun Helle Thorning-Schmidt tilbage at pege på, nu R ikke længere vil markedsføre tanken om Jelved som statsminister. AT SF erklærer sig enig med både S og R om henholdsvis det ene og det andet og i det hele taget snart er lige så respektabel en mulig juniorpartner i en regering, som de konservative altid har været det på den modsatte fløj, er værd at notere, men gør ikke den store forskel i sig selv. Hvordan en kommende regering kommer til at se ud, afgøres mere af tal end af taktik. I mellemtiden burde oppositionspartierne hellere koncentrere sig om deres nuværende rolle og kritisere regeringen. Der er som bekendt en hel del at komme efter.