Pia Kjærsgaard spillede højt spil, og Anders Fogh undlod at afsløre det. Så enkelt kan ydmygelsen af de konservative, der i realiteten er en ydmygelse af regeringen, beskrives. Hvad havde Kjærsgaard gjort, hvis Fogh havde fastholdt, at der intet var i Rigsrevisionens kritik, som kunne begrunde en ministerafgang? Ville hun have væltet regeringen? Nej. Og ville det, hvis hun alligevel havde gjort det, have øget Dansk Folkepartis stemmeandel? Igen nej. Det er en helt ny og besynderlig parlamentarisk norm, som Fogh nu indfører, ved først at give en minister sin fulde opbakning, derefter acceptere hans afskedsbegæring på et støttepartis forlangende og bagefter fortsat erklære sig uenig i støttepartiets beslutning. Det er altså nu og fremover Kjærsgaard, der bestemmer ikke bare regeringens overlevelse, men dens sammensætning og de enkelte ministres skæbne. Vi troede egentlig, at statsministre havde en rolle at spille her. HVORFOR KAPITULEREDE statsministeren, når det ikke var nødvendigt?
Bortset fra at forløbet under alle omstændigheder slår skår i Foghs ry som en suveræn politisk taktiker, er det muligt at ane den politiske logik. Valget stod i første omgang mellem at ydmyge Bendt Bendtsen og at ydmyge Pia Kjærsgaard. Når statsministerens kapitulation ikke har overrasket mere, end tilfældet er, afspejler det, at han tillægger samarbejdet med Dansk Folkeparti langt større betydning end samarbejdet med de konservative. Hans respekt for Kjærsgaard er tilsvarende langt større end hans respekt for Bendtsen. De konservative kan nok så meget hævde, at deres mandater er lige så vigtige for regeringsflertallet som Dansk Folkepartis. Matematisk er det rigtigt, men Fogh vægter det anderledes. Det skyldes dels, at hans antiliberale linje er tættere på Dansk Folkeparti end på de konservative. Men også, at han ikke ser noget langsigtet alternativ til parløbet med DF. At han ER VILLIG til at lade de konservative mærke, at deres taburetter er til låns, og svække sin egen politiske autoritet så afgørende, er det stærkest mulige signal om, hvor højt han sætter alliancen med DF. Mon han ikke har overset den fra krig, kærlighed og politik så velkendte pointe, at det, man er villig til at ofre alt for, ofte netop er det, man ikke får lov til at beholde. Mer’ vil have mer’, og lige nu ligner Barfoeds fald mest af alt den første pind i VKO’s ligkiste.
