Uha for noget rod, vor altfavnende moderstat er havnet i, når det gælder forsøget på at styre en af menneskets stærkeste drifter: ønsket om at reproducere sig selv. Som loven er nu, falder kvinder ud af det offentlige fertilitetssystem, når de er 40 år, og kan fortsætte behandlingen fem år længere på en privatklinik. Når kvinder er over 45, er sidste barnevogn kørt, også selv om de er villige til selv at betale for kampen mod det biologiske ur. Mænd derimod kan modtage gratis behandling hele livet. Som disse få kendsgerninger viser, er dobbeltmoral og køns- og aldersdiskriminering en følge af forsøget på at styre det ustyrlige. Det holder ikke. Hvad angår henvisningerne til barnets tarv, bliver det ikke meget bedre. For hvor er det empiriske belæg for, at yngre mødre er bedre end ældre? Og at en ung mor og en gammel far er bedre end omvendt? Dertil kommer, at påstandene om, at halvgamle forældre ikke kan varetage deres børns tarv, er lidt proportionsløse i forhold til de konkrete sociale problemer, nogle børn i Danmark og verden slås med. Naturens love er vi under alle omstændigheder langt fra. Børn som Guds gave – og lejlighedsvis Fandens plage – er lysår fra hverdagen på fertilitetsklinikkerne. Og vel kan man begræde og filosofere over det moderne menneskes evne til at realisere sine ønsker ud over naturens grænse. Men hvad kan vi bruge det til? Ikke ret meget. For grænserne for kunstig befrugtning kan omgås så let som at købe sig en flybillet til et land med mere lempelige regler. Skal der ryddes op i den etiske rodebutik om kunstig befrugtning, bør området frigøres fra statslig indgriben. Det skal ikke være statens opgave at bestemme, hvem der egner sig til at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning. Som børn, der undfanges i dobbeltsengen, er det i sidste ende noget, som hører til i privatlivet. Til gengæld bør vi diskutere, om barnløshed er en sygdom, og om det offentlige skal betale behandlingen. Den diskussion begrænses desværre af, at ordet brugerbetaling udløser politiske automatafvisninger. Men det forholder sig modsat: Vi har brugerbetaling. Samtidig med at kasseassistenten spinker og sparer for at få rodbehandlet sin tand, giver samfundet generøst hjælp til, at aldrende mænd kan blive fædre. Med nye behandlingsmuligheder og flere patienter kommer vi ikke uden om at diskutere, hvilke behandlingsmuligheder samfundet kan og vil stille til rådighed.